Sayyid Muhammad Fadlallah blev født i Najaf 1935. Han var den ældste søn af en religiøs familie i Libanon. I forhold til andre prominente ulama, såsom Khu’i, Khomeini, Gulpaygani, Burujirdi og al-Sadr, der nedstammede fra tredje Imam, Hussain (gennem Musa al-Kazim), nedstammer Fadlallah fra den anden Imam, Hasan.
Fadlallah har et meget andet syn på kvinder og deres status i samfundet, i forhold til tidligere lærde. Denne artikel er en sammenligning af Fadlallahs syns med især Khu’is syn, derfor skal det pointeres, at andre levende lærde deler holdning med Fadlallah. Da debatten om ‘kvinden i islam’ genererer meget skrap debat, både iblandt muslimske samfund og samfund i vesten, er det til ingen overraskelse, at denne debat vil drage meget fokus fra muslimer i og udenfor de muslimske lande. En gruppe muslimer spurgte tidligere Ayatollah Khu’i om en kvinder, der stiller op som kandidat til at sidde i parlamentet. De var interesseret i at vide, om det var tilladt for muslimer at stemme på en kvinde. Ydermere spurgte de også, om det overhovdet er tilladt for kvinder at stemme. Som svar på dette skrev Khu’i:
Ligesom alle andre love som er i modstrid med islam og som ikke danner grundlag i Koranen og Sunna, så er det ikke tilladt for mænd eller kvinder at deltage i sådanne parlamenter… [For kvinder] På grund af hendes mangel på rationalitet og utilstrækkeligheden i organisering og hendes manglende evne til at nå mænds status; samlet set, tillader islam hende ikke til at blive udnævnt som dommer eller ikke engang at have forsørgelsen af sine egne børn, selvom faren skulle dø. Så, hvordan kan det være muligt, at hun skulle kunne vejlede den islamiske umma og alle de opgaver der hører med til dette? [Abul Qasim Khu'i, citeret fra Moslem Group of U.S. og Canada publication, Masa'il Fiqhiya]
I modsætning til dette, argumenterer Fadlallah for fuld ret til politisk aktivitet; både retten til at stemme og retten til at blive nomineret som politisk kandidat. Han tager det yderligere ved at argumentere for, at kvinder kan holde ledende positioner i den islamiske stat, og han udfordrer dem, som siger, at kvinder ikke har kapaciteten til at lede, eller dem, der siger, at de er utilstrækkelige i organisering sammenlignet med mænd. Fadlallah svarede som følgende:
Vi må udlede det islamiske synspunkt om kvinden fra den hellige Koran. Så hvis vi skal analysere en kvindes rolle i det politiske og sociale sfære, skal vi mindes de guddommelige ord: “De mandelig troende og de kvindelig troende er vejledt i henhold til hinanden, tager glæde i det rette og forbyder det onde.” Hvis vi udleder at ordet ‘rette’ sammenfatter alle sfærer af menneskelig aktiviteter som Gud værdsætter, og at ‘onde’ er alt det Gud ikke kan lide, så kan vi konkludere, at mandelig og kvindelig troende skal være hinandens vejledere, beskyttere, hjælpere, elskere og være med hinanden indefor alt, hvad wilaya skal være.
Og hvis vi analyserer Koranens synspunkt om kvinders mentale kapacitet, konkluderer vi så, at kvindens rationalitet kan nå samme niveau som mænds? Eller er hun højere end han er? I mine studier om kvinder har jeg undersøgt historien om dronningen af Sheeba, som Gud har præsenteret som en kvinde bedre end mændene. Mens mændene omkring hende handlede følelsesladt, var hun rationel. Mens mændene var ‘forvirrede’, var hun planlæggeren og tænkeren. Er dette da i overensstemmelse med, at kvinder har en fjerdel eller en halvdel af hjerne kapacitet af mændene? Er det da sådan Koranen fremstiller hende? [Fadlallah, "Anaween fi al-Amal al-Islami," et fordrag til hawza studerende i Beirut, 26. November 1995]
I sin bog ‘Islamisk syn på kvinder’ (ta’ammulat islamiyya hawla al-mar’a), udtrykker Fadlallah lignende holdninger. Han har sagt, at han udfordrer alle, der anvender den kendte hadith af Imam Ali, “kvinder har mangler i tro, lykke og rationalitet”.
Hvis vi ser på synspunkter om seksuelt samleje, ses det iblandt de ledende lærde, inkluderet Ayatollah Khu’i – at mænd er påkrævet at have samleje med deres kone(r) mindst en gang hver fjerde måned. Når en mand rejser fra sin kone(r) for et ubestemt tid, så har kvinden ikke retten til skilsmisse så længe manden sørger for hendes velvær. Fadlallah er helt i modstrid med denne lovgivning:
Her kommer vi til de fatwas fra andre ulama, at mens manden ikke er underlagt til at have seksuel samleje med sin kone, undtagen en gang hver fjerde måned, ligemeget hvor lang hans rejse er, har hun ikke ret til seksuel samleje, selvom han er væk i 50 år, så længe han forsørger hende med finansielle midler… Lad os tage disse fatwas og sammenligner dem med hvad vi har lært fra den Hellige Koran: Er dette “venlighed, gensidig partnerskab?”… Men hvordan kan Gud ordre mænd til at have sådan et partnerskab med sin kone, og alligevel danne love som disse? Er livtids fangeskab gensidig partnerskab? Kan ægteskabet blive bedømt som “gensidig partnerskab” når en mand ægter sig en kvinde, og benægter hende seksuel ret? [Fadlallah, "Al-Minhaj," s. 244-270]
Fadlallah tillader fødselskontrol og siger, at kvinden har ret til ikke at få børn, selvom dette kan være i modstrid med hendes mands ønsker. I henhold til abort, ser vi forskellige synspunkter i henhold til de lærdes synspunkter. De fleste har lovgivet, at fra det tidspunkt hvor manden trænger ind i kvinden, der er abort ikke tilladt under nogen omstændigheder. Khu’is lovgivning er lidt anderledes end det generelle synspunkt: hvis graviditeten udgør en fare inden fosteret har fået et sjæl (fire måneder ind i graviditeten), så er abort tilladt. Dog, hvis de fire måneder er overstået og kvinden er i fare, er abort forbudt.
Fadlallahs svar til dette er signifikant forskelligt fra alle de andre lærdes. Hans lovgivning lyder, at hvis en graviditet på et hvilket som helst tidspunkt truer overlevelsen af moderen, skal hendes liv reddes. Han argumenterer for, hvis der er nogle, der truer med at dræbe hende, er det obligatorisk for hende at kæmpe imod – selvom dette indebærer at tage en andens liv. Han sammenligner således en livstruende graviditet med selvforsvar. Yderligere argumenterer han, at hvis en kvinde er blevet voldtaget og bliver gravid af dette, møder hun sociale ydmygelse, hendes liv kan således komme i fare – dette giver hende retten til abort. For at toppe det af, siger Fadlallah at “en mand har ingen rolle i denne beslutning (i henhold til abort), om han er blevet såret over det eller ej, da graviditet er en sag vedrørende faren for kvinden og ikke manden”.
Ingen anden af hans lovgivninger har været så kontroversiel end kvindens ret til at onanere, hvor Khu’i og alle andre fuqaha er stærkt imod. Det generelle synspunkt iblandt ulama er, at kvinder har en semi-ligende væske som kan blive udløst under seksuelt samleje, hvor det i henhold til religiøs lov er kun tilladt at udløse under samleje, dermed er onani forbudt for begge køn. Fadlallah har konsulteret forskellige doktorer og læger ved det Amerikanske Universitet i Beirut og konkluderede, at kvinder ikke har sådan en væske. Da lovgivningen af onani dannes på baggrund af denne væske, og da eksperter konkluderede, at denne form for væske ikke findes, argumenterer Fadlallah for, at der ikke er basis for at onani [hos kvinder] skal være forbudt.
Ikke til den store overraskelse ses Fadlallah oftest som ‘kvindernes mand’, dette især hos muslimske kvinder, der er bosat i vesten. De ser ham som værende den eneste mujtahid og lovgiver, som tager udgangspunkt i kvindens ret. Ikke lignende andre lærde, har Fadlallah længe holdt den holdning, at kvinder kan holde religiøse og politiske positioner. Selvom der er mange muslimer (og muslimske retslærde), der ikke anerkender Fadlallah som værende lærd, så har han sikret sig en plads i historiebøgerne, ved at være blandt de første retskyndige der danner grundlag for sådanne holdninger.
* * *
Jeg publiceret denne artikel første gang tilbage i ultimo 2007 og har i en stykke tid overvejet at genpublicere den online. Det interessante med netop denne artikel er forskelligheden der bolder sig blandt shia usuli retskyndige.