Indlæg tagget med ‘Profet’

Profeten Irmiya’ [K. 2:259]

Irmiyā’ (navnet skrives også som Armiyā’ eller Urmiyā’ med eller uden madd) profeten Jeremias fra det gamle testamente er ikke nævnt ved navn i Koranen, selvom traditionelle koranfortolkere forbinder ham med sura 2, ayah 259:

Eller som den, der kom forbi en landsby som lå sammenstyrtet på dets tage. Han sagde:
»Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?«
Da lod Allah ham dø i hundrede år og genoplivede ham derefter. Allah sagde:
»Hvor længe har du været her?«
Han svarede:
»Jeg har været her en dag eller noget af en dag.«
Han sagde:
»Nej du har været her i hundrede år, så se din mad og drikke som ikke er rådnet!
Og se dit æsel!
— For Vi vil gøre dig til et tegn for menneskene. —
Og se knoglerne, hvorledes Vi samler dem og derefter beklæder dem med kød.«
Da dette blev klart for ham, sagde han:
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

Koranfortolkere er til en vis grad uenige om hvem personen under omtaler er. Visse anser at verset omtaler profeten Irmiyā’, andre profeten ‘Uzair og endnu andre anser at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person; det er dog vigtigt ikke at forveksle personen under omtale med al-Khadir. Der har også været uenighed om hvilken by der præcis omtales, selvom størstedelen af koranfortolkerne anser det som nuværende Jerusalem. Det er af min opfattelse at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person og byen under omtale er Jerusalem, som bl.a. fremgår af en overlevering af Imam al-Sadiq,

’Allah bragte døden over profeten Irmiyā’, som så Jerusalems ruiner og dets omgivelser efter Nebuchadnezzar havde invaderet det. Han sagde, ”Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?!” Så lod Allah ham dø i hundred år, for derefter at genoplivet ham. Han så på sine organer, hvordan de blev bragt sammen og hvordan de blev tildækket med kød. Han så hvordan sine læber og vener blev forbundet til hinanden. Da han satte sig oprejst sagde han, »Jeg ved at Allah er i stand til alt.« [al-Ihtijaj, bd. 2, s. 230, nr. 223]

Historien lyder som:–
Efter at Nebuchadnezzar II havde erobret Jerusalem, brændte hans hær hele byen ned, til der kun var asker tilbage. Ligene af byens beboere blev efterladt til at blive spist af vilde dyr og de overlevende blev taget til fange. Da Irmiyā’ gik forbi byens ruiner, undrede han sig over om sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen og om de efterladte rådne knogler nogensinde vil blive genoplivet. Allah bragte døden over Irmiyā’ og hans æsel og lod dem være skjult for mennesket syn i et hundred år. Da omtrent halvfjerds år var gået, døde Nebuchadnezzar II og blev efterfulgt af Kyros II (i.e. Kyros den Store), som tillod at genopbygge Jerusalem. I løbet af de kommende tredve år blev Jerusalem igen en central by, som blev beboet af mange. Der var nu gået et hundrede år siden Allah lod døden ramme Irmiyā’ og hans æsel.

Da døden kom over Irmiyā’ var det i morgentimerne og da han blev genoplivet var det inden skumringen af solen. En engel i menneskelig skikkelse blev sendt til Irmiyā’ for at spørge, hvor lang tid han havde sovet. Irmiyā’ svarede at have havde sovet en dag eller noget af en dag. Englen fortalte Irmiyā’ at han sandelig havde sovet i et hundred år. Irmiyā’ fandt sig selv i undren og kiggede rundt og så sandelig at den ruinerede by han efterlod, nu var fuldt genopbygget med ting som virkede nyt for ham. Englen bad Irmiyā’ at se til hans mad og drikke i hans taske, som stadig var helt friske som da han efterlod det. Derefter så Irmiyā’ sit æsel, som var blevet til støv og kun knogler var tilbage som tegn på tiden der var gået. Da blev Irmiyā’ bedt om at kigge på knoglerne af sit æsel. Knoglerne, med Allahs vilje, blev forordnet til at blive samlet igen på behørig vis og derefter klædet med kød. Æslet var igen et levende dyr, præcis som da han efterlod det.

Irmiyā’ blev fortalt, at han var blevet gjort til et tegn eller eksempel for de som ikke tror eller ikke ved, hvordan de døde vil blive legemlig genoplivet på Dommens Dag. Da Irmiyā’ havde oplevet alt dette, svarede han, at han indtil nu kun havde kendt til argumentet, men først nu havde han en førstehånds oplevelse af Allahs Almagt over alle ting.

Da Irmiyā’ vendte hjem til sin hjemby, som han forlod for et hundred år siden, så han, at sit barnebarn var blevet en meget gammel mand, mens han selv var halvtreds år gammel. Således blev profeten Irmiyā’ et evig tegn på Allahs Almagt. Det kan afsluttende bemærkes, at da alt dette blev klart for Irmiyā’ svarede han,

»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

og ikke

»Jeg ved (nu) at Allah er i stand til alt.«

Altså var profeten Irmiyā’ klar over Allahs Almagt, men pga. hans undren blev han valgt som tegn eller eksempel for kommende generationer.

Tags: | | | | | | | | | |

Profeter ≠ Imamer ≠ ordniære mennesker

Jeg blev engang konfronteret af en Sunni bror, som spurgte ind til om Shia muslimer anser deres Imamer som værende profeter. Kort herefter spurgte han også ind til om Imamerne var modtagere af åbenbaring. Til dette svarede jeg korrekt at Imamerne hverken var profeter eller modtagere af åbenbaring (wahy). Herefter stillede han spørgsmål ved Imamernes specielle status, både som retledere, ufejlbarlige og som besiddere af særlig viden. I hans verden var mennesker altså enten profeter med specielle egenskaber og i direkte kommunikation med Gud, ellers var de almene mennesker som alle os andre. Inden jeg nåede at svare på hans underen, blev vores samtale afbrudt af andre tilstedeværende.

Siden da har jeg hørt samme spørgsmål i varierende ordlyd, dog alle med samme kernespørgsmål -testen lyder således,

Hvis Shi’a accepterer afslutningen på profetisme (nubuwwah) med Muhammads død, så må al form for kommunikation med det hinsidige også være stoppet med Muhammads bortgang. Således skal folket enten ære ideen om afslutning af profetkaldet og afvise Imamerne eller acceptere Imamerne som profeter og afvise at profetisme afsluttes med Muhammad.

Selvom denne tese ab initio er forkert, afspejler konklusionen en fejlslutning.

Lad os tage fat i rødderne af problemstillingen. Der findes mennesker som befinder sig i et mellemstadie mellem ordinære mennesker og profeter. I Koranen introduceres vi eksempelvis for en person, hvem Gud har givet en speciel viden, hvorfra profeten Moses spørger om hjælp i en ung alder,

”De fandt en af Vore tjenere, som Vi havde vist barmhjertighed fra Os og tildelt viden fra Os…” [K. 18:65-82].

Endnu et andet eksempelvis er personen som var en minister under profeten Salomons herredømme,

”Ham, der havde viden om Skriften,” [K. 27:40].

…hvis formål var at bringe Sabas Dronningens trone fra Yemen til Salomons gård med et enkelt blink med øjet.

En tredje person var kongen Alexander den Store, som var i kommunikation med Gud og var blevet

”vist en vej til alting.” [K. 18:84].

Det disse tre personer har til fælles var, at de ikke var profeter, men var i direkte kommunikation med Gud. Fra et koranisk koncept opdeles mennesker nemlig ikke i ordinære mennesker (du og jeg) versus specielle mennesker (profeter). Interessant nok, opdeles mennesker i Koranen heller ikke i henhold til kriteriet om trosforhold, altså troende versus ikke-troende. Mennesker er i Koranen opdelt i tre kategorier, de troende, de vantro og de der bliver bragt Ham [Gud] nær (al-muqarrabun).

Selvom sidstnævnte kategori kan grupperes samme med de troende, er de så afgørende forskellige fra de ordinære troende, at de i Koranen betegnes i en kategori for sig selv,

”Hvem tilkommer det mest at blive fulgt: Den, der retleder til sandheden, eller den, der ikke kan retlede, med mindre han selv bliver retledt?” [K. 10:35].

Fra et andet perspektiv kan det argumenteres, at nogle troende stræber på at blive retledt af andre troende; som bl.a. omtalt i åbningskapitlet af Koranen,

”Led os ad den lige vej — vejen, der følges af dem, Du har velsignet.” [K. 1:7].

Ved første øjekast antages det umiddelbart at ’de som Gud har velsignet’ er profeter som retleder ordinære troende. Dette argument er kun delvist korrekt, idet Koranen andetsteds beskriver denne velsignede gruppe,

”De, der adlyder Gud og Sendebuddet, skal være sammen med dem, som Gud har velsignet: Profeterne, de sandfærdige vidnerne og de retfærdige. De er godt selskab!” [K. 4:69].

I henhold til dette vers, er fire grupper blandt ’de der er velsignet af Gud’,

1. Profeterne (nabiyyun)
2. De sandfærdige (siddiqun)
3. Vidnerne (shuhada)
4. De retfærdige (salihun)

Bemærk! at de troende i dette vers, under forudsætningen af at de adlyder Gud og Sendebuddet, bliver lovet at være med og ikke fra de retledede!

Tags: | | | | | |