Irmiyā’ (navnet skrives også som Armiyā’ eller Urmiyā’ med eller uden madd) profeten Jeremias fra det gamle testamente er ikke nævnt ved navn i Koranen, selvom traditionelle koranfortolkere forbinder ham med sura 2, ayah 259:
Eller som den, der kom forbi en landsby som lå sammenstyrtet på dets tage. Han sagde:
»Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?«
Da lod Allah ham dø i hundrede år og genoplivede ham derefter. Allah sagde:
»Hvor længe har du været her?«
Han svarede:
»Jeg har været her en dag eller noget af en dag.«
Han sagde:
»Nej du har været her i hundrede år, så se din mad og drikke som ikke er rådnet!
Og se dit æsel!
— For Vi vil gøre dig til et tegn for menneskene. —
Og se knoglerne, hvorledes Vi samler dem og derefter beklæder dem med kød.«
Da dette blev klart for ham, sagde han:
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«
Koranfortolkere er til en vis grad uenige om hvem personen under omtaler er. Visse anser at verset omtaler profeten Irmiyā’, andre profeten ‘Uzair og endnu andre anser at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person; det er dog vigtigt ikke at forveksle personen under omtale med al-Khadir. Der har også været uenighed om hvilken by der præcis omtales, selvom størstedelen af koranfortolkerne anser det som nuværende Jerusalem. Det er af min opfattelse at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person og byen under omtale er Jerusalem, som bl.a. fremgår af en overlevering af Imam al-Sadiq,
’Allah bragte døden over profeten Irmiyā’, som så Jerusalems ruiner og dets omgivelser efter Nebuchadnezzar havde invaderet det. Han sagde, ”Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?!” Så lod Allah ham dø i hundred år, for derefter at genoplivet ham. Han så på sine organer, hvordan de blev bragt sammen og hvordan de blev tildækket med kød. Han så hvordan sine læber og vener blev forbundet til hinanden. Da han satte sig oprejst sagde han, »Jeg ved at Allah er i stand til alt.« [al-Ihtijaj, bd. 2, s. 230, nr. 223]
Historien lyder som:–
Efter at Nebuchadnezzar II havde erobret Jerusalem, brændte hans hær hele byen ned, til der kun var asker tilbage. Ligene af byens beboere blev efterladt til at blive spist af vilde dyr og de overlevende blev taget til fange. Da Irmiyā’ gik forbi byens ruiner, undrede han sig over om sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen og om de efterladte rådne knogler nogensinde vil blive genoplivet. Allah bragte døden over Irmiyā’ og hans æsel og lod dem være skjult for mennesket syn i et hundred år. Da omtrent halvfjerds år var gået, døde Nebuchadnezzar II og blev efterfulgt af Kyros II (i.e. Kyros den Store), som tillod at genopbygge Jerusalem. I løbet af de kommende tredve år blev Jerusalem igen en central by, som blev beboet af mange. Der var nu gået et hundrede år siden Allah lod døden ramme Irmiyā’ og hans æsel.
Da døden kom over Irmiyā’ var det i morgentimerne og da han blev genoplivet var det inden skumringen af solen. En engel i menneskelig skikkelse blev sendt til Irmiyā’ for at spørge, hvor lang tid han havde sovet. Irmiyā’ svarede at have havde sovet en dag eller noget af en dag. Englen fortalte Irmiyā’ at han sandelig havde sovet i et hundred år. Irmiyā’ fandt sig selv i undren og kiggede rundt og så sandelig at den ruinerede by han efterlod, nu var fuldt genopbygget med ting som virkede nyt for ham. Englen bad Irmiyā’ at se til hans mad og drikke i hans taske, som stadig var helt friske som da han efterlod det. Derefter så Irmiyā’ sit æsel, som var blevet til støv og kun knogler var tilbage som tegn på tiden der var gået. Da blev Irmiyā’ bedt om at kigge på knoglerne af sit æsel. Knoglerne, med Allahs vilje, blev forordnet til at blive samlet igen på behørig vis og derefter klædet med kød. Æslet var igen et levende dyr, præcis som da han efterlod det.
Irmiyā’ blev fortalt, at han var blevet gjort til et tegn eller eksempel for de som ikke tror eller ikke ved, hvordan de døde vil blive legemlig genoplivet på Dommens Dag. Da Irmiyā’ havde oplevet alt dette, svarede han, at han indtil nu kun havde kendt til argumentet, men først nu havde han en førstehånds oplevelse af Allahs Almagt over alle ting.
Da Irmiyā’ vendte hjem til sin hjemby, som han forlod for et hundred år siden, så han, at sit barnebarn var blevet en meget gammel mand, mens han selv var halvtreds år gammel. Således blev profeten Irmiyā’ et evig tegn på Allahs Almagt. Det kan afsluttende bemærkes, at da alt dette blev klart for Irmiyā’ svarede han,
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«
og ikke
»Jeg ved (nu) at Allah er i stand til alt.«
Altså var profeten Irmiyā’ klar over Allahs Almagt, men pga. hans undren blev han valgt som tegn eller eksempel for kommende generationer.