Tilbage i starten af januar 2009 bloggede jeg om ”Profeten Irmiya’ [K. 2:259]” hvor jeg i korthed gennemgik den bagvedliggende historie bag aya 2:529. Selvom jeg har læst suraen om Kvien/Koen (al-Baqarah) talrige gange, har jeg ikke tidligere funderet over ligheden og kontrasten mellem jf. aya og den af 2:243:
Har du (Muhammad) ikke set de,
som har forladt deres hjem i tusindvis
for at beskytte sig mod døden,
hvorefter Allah sagde til dem: »Dø!«
Og derefter vakte Han dem liv [igen]?
Allahs gunst er over menneskene,
men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.
Årsagen til min manglende indsigt skyldes i høj grad, at vi i aya 2:243 bliver fortalt om en person (i.e. profeten Irmiya’), der gik forbi en by, der lå sammenstyret på dets tage og undrede sig over, hvordan sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen. Allah lod ham da dø i et hundrede år for derefter at vække ham til live. Irmiya’ så da, hvordan hans æsel blev klædet med kød og bydelen igen var fuld af liv – hvor han udråber »Jeg ved at Allah er i stand til alt.«
I modsætning til denne aya, fortæller 2:243 om et folk der udvandrede i tusindvis for at beskytte sig mod døden. Allah lader dem dø for herefter at vække dem til live igen. Ved første øjekast er ligheden mellem disse aya måske ikke særlig stor, men måske vil ligheden udfolde sig når den bagvedliggende historie af 2:243 bliver præsenteret.
Historien lyder som:–
I frygt for døden af en pest, der gentagende gange havde ramte dem, valgte israelitterne i tusindvis at flygte fra deres hjem. Følgelig ville pesten rame dem og israelitterne valgte igen at flygte i tusindvis. De var overbevist om at de kunne flygte fra døden, som evident indikeret mangel på troen på Gud. Gud befalede, at de alle skulle dø. Der døde de og over årenes løb var de blevet til støv og knogler. En af israelitternes profeter, Ezekiel (Hizqīl), kom gående forbi byen og så knoglerne i massevis og bedte Gud om at vække dette folk til live igen. Ezekiel blev inspireret af Gud til at recitere bestemte ord og vande jorden, hvor knoglerne lå. Ezekiel gjorde som sin Herre befalede, og folket blev herefter bragt til live igen.
Ayaen manifesterer Allahs almagt over det vantro folk, og at de ikke bare kan gå deres egen vej mod Hans vilje. Fra et andet aspekt, bliver vi igen mindet om Allahs magt til at vække de døde til live. Det er her vi skal finde ligheden og kontrasten mellem de to aya under omtale. Hvor de vantro israelitter her bliver dræbt for at blive vækket til live igen fra et ønske af en forbigående profet, kunne vi i historien med Irmiya’ læse om en profet der blev dræbt og vækket til live igen. Begge som tegn på Allahs omnipotens over alverden, irrelevant om du er troende, vantro eller profet; så er vi alle dødelige og vil vende tilbage til Ham [K. 2:28]:
Hvordan kan I nægte at tro på Allah?
I var døde,
[og] Han gav jer liv,
derefter tager Han jeres liv,
[og] så giver Han jer [atter] liv,
derefter bringes I tilbage til Ham.
Indenfor klassisk islamisk retsvidenskab er der forskellige beretninger om profetens Ezekiels fulde navn – de fleste kilder refererer til ham som Hizqīl b. Būzī/Būdhī/Būrī. Andre identificerer ham enten med Dhū al-Kifl eller Elisha fra andre koraniske historier. For de der gerne vil vide mere, se [IE2 ”Hizqil”, EQ ” Ezekiel” og Majlisi, Bihar al-anwar, Beirut 1983, xiii, 381-7].
Bemærk! israelitter [banī ’isrā’ īl] skal ikke forveksles med israeler.