Websiden Islam i Danmark (islamDK) har offentliggjort en fastekalender for muslimer i København og omegn ‘Ramadan Danmark 2010‘.

I ønskes alle Ramadan Karim fra folkene bag Shia Islam!

Den anden bog som jeg vil fremhæve er ’The succession to Muhammad – A study of the early Caliphate’ af Wilferd Madelung fra 1997 (gentrykt 2004). Selvom sidstnævnte to bøger arbejder indenfor hver deres virkefelt, forsætter de hvor Momen slap, henholdsvis hvordan sammenspillet mellem den eksoterisk (’udadvendt, ydre’) versus esoterisk (’indadvendt, indre’) forståelse af shiisme er i sammenspil med ”traditionalisterne” og ”rationalisterne”, samt en komplet detaljeret redegørelse for den historiske udvikling blandt de første fire historiske kaliffer.

Der er selvfølelig også et hav af andre bøger der kan anbefales, … hvor Momen, Amir-Moezzi og Madelungs bøger fungerer som klassikere og must-read for enhver der ønsker et velfunderet studie af den formative periode af islam, her med henblik på shiisme.

Download af ’An Introduction to Shi‘i Islam – The History and Doctrines of Twelver Shi‘ism’ her:

# 1 [Internet Archive] eller

# 2 [Shia Islam (pdf)].

Jeres beskytter skal alene være Allah, hans sendebud og de der tror, der overholder bønnen og giver zakāt mens de bukker sig.

Jeres beskytter skal alene være Allah, hans sendebud og de der tror, der overholder bønnen, giver zakāt og det er dem, der bukker sig.

Forskellen mellem disse to oversættelser af verset, afhænger alene af et enkelt bogstav, nemlig wāw, som udover at være et bindeord (wāw al-‘atf) grammatisk også kan anvendes (i denne position) til at introducere et stadie en person befinder sig i når han eller hun udfører en handling (wāw al-ḥāl). Den første oversættelse af verset, inkludere ḥāl, mens den anden ignorerer den. Begge oversættelser har signifikante betydninger: hvis ḥāl ignoreres, er den overførte betydning at alle troende er egnede til at være walī (beskytter) og hvis ḥāl er accepteret, der udover Allah og hans Sendebude, er walāya begrænset til de der tror som giver zakāt mens de stadig er i bukkende position i tidebønnen.

Både datidige og samtidige muslimske koranfortolkere har givet forskellige modsigende forklaringer på verset under omtale. Nogle tror på at det refererer til ‘Ali, som engang under bukken i tidebønnen, kastede en ring fra sin finger til en tigger som stod og spurgte om almisse. Andre vedligeholder at verset egentlig blot refererer til troende generelt. De vedligeholder at verset blev åbenbart da ‘Ubāda b. al-Ṣāmit løsrev sig fra alliancen af Banū Qaynuqā‘ og gik over til Sendebudet og de troende. Stadig andre, eksempelvis Ibn al-Kalbī, anser det som værende åbenbart omhandlende ‘Abd Allāh b. Salām og sine ledsager, idet de blev muslimer og jøderne samtidige afsluttede deres interne relationer (muwālāt).

Al-Bāqir vedligeholder kategorisk at verset blev åbenbaret da Sendebudet var med en gruppe af jøder, hvor ‘Abd Allāh b. Salām heriblandt var til stede. Så snart verset blev åbenbaret, rejste Sendebudet sig og gik hen mod moskéen hvor han mødte en tigger. Da han spurgte tiggeren om der var nogle der havde givet ham noget, pegede tiggeren på en mand der stadig befandt sig i bøn. Manden var ‘Ali.

Hvorledes enden, hvad vi kan læse om al-Bāqirs syn i to beretninger som er overleveret i al-Ṭabarī, er disse ganske forskellige fra dem overleveret i al-Qummī, al-Ṭusi og al-Ṭibrisīs korankommentarer. I henhold til al-Ṭabarīs beretning, da al-Bāqir blev spurgt om jf. frase ’hvem er de der tror?’ i verset under omtale, svarende han ’al-ladhīna āmanū’, ’de som tror’. Da en gruppe konsulterede ham og sagde at de havde hørt at det åbenbarede vers var en reference til ‘Ali, svarede al-Bāqir tvetydigt: ’‘Ali er blandt de der tror’. Al-Ṭabarīs valg af traditioner er på ene og samme hånd både fascinerende og afslørende. Han fremhæver de forskellige overleveringer side om side uden at vurdere dem, til tider endda anvende den samme autoritet til at berette modsigende synspunkter. Det er interessant at al-Ṭabarī anvender al-Bāqirs tradition to gange til at nægte den shiitiske position, som i sig selv hentyder at der tidligere har været argumentation om al-Bāqirs syn. Ydermere har de to traditioner som præsenteret af al-Ṭabarī en fællesnævner i isnād, som i sig selv anses som problematisk blandt nogle kritikere.

Hermed synes der at være stærke beviser for at verset, blandt nogle, refereret til ‘Ali; for selv al-Ṭabarī, trods hans anvendelse af traditioner til det modsatte (som tilskrevet Abū Ja‘far [i.e. al-Bāqir]), fandt det nødvendigt at inkludere et antal af traditioner der indikerede at verset refererer til ‘Ali.

Spørgsmålet der nu gør sig gældende er, hvordan kan verset under omtale referere til én person når formen anvendt er i flertal: alladhīina yuqīmūna al-ṣalāt. Argumentet al-Ṭusi præsenterer til at adressere dette problem er med en direkte reference til Koranen, hvor ikke kun Gud refererer til sig selv i flertal, men talrige andre vers hvor flertalsformen anvendes når der egentlig kun er tale om en enkelt person. Eksempelvis vers 3:168:

Det er dem, der blev siddende og sagde om deres brødre: “Hvis de havde adlydt os, var de ikke blevet dræbt.” ..

Selvom verset her anvender flertalsformen, anser korankommentarer (tafsīr) at verset blevet åbenbart i relation til ‘Abd Allāh b. Ubayy b. Salūl. Der er derfor ingen begrundelse for at flertalsformen anvendt i vers 5:55 ikke kan referere til en enkelt person, navnlig ‘Ali b. Abī Ṭālib. Desuden, eftersom Gud anvender termen walī og ikke awliyā’ i første instans, underbygger det også at der kun var tale om en enkelt person.

Primær kilde: Early Shī‘i Thought – The Teachings of Imam Muhammad al-Bāqir af Arzina R. Lalani. Den persiske oversættelse af denne bog modtog den prestigefulde ’Kitab Sal-e Vilayat’ bogpris i Iran 2002 af den islamiske republiks kulturministerium. Sekundær kilde: Korankommentar af al-Ṭabarī, al-Qummī, al-Ṭusi og al-Ṭibrisī. Selvom ikke inkluderet her er det interessant at sammenligne omtalte koranvers med korankommentaren af Zamakhsharī.

Fadlullah er bedst kendt for sin ledende rolle i etableringen af Hizbollah tilbage i 1982 og siden da også fungeret som den spirituelle vejleder for det socio-politiske parti. Fadlullah som er født i Najaf, Irak, færdiggjorde sine islamiske studier der, hvor han først flyttede til Libanon i 1952. I sine mange år i Libanon fik han bl.a. etableret et offentligt bibliotek, kulturcenter og et mindre hospital.

Af hans skrevne materiale var han mest kendt for sin nutidige koranfortolkning (tafsir), liberale kvindesyn og de mange publicerede artikler og bøger om muslimer i vesten.

Indklagede, H-J. P., skal anerkende, at den foreliggende registrering af domænenavnet “shia.dk” er i strid med gældende dansk ret, og at registeringen af dette domæne overføres til klageren, I. M. K.

For de af jer der er i tvivl så er I.M.K initialerne for mig :)

Indenfor de kommende måneder vil der forhåbentlig være mere om domænet og dets brug – stay tuned

OG [HUSK,] da Abraham sagde: »Min Herre!
Vis mig, hvordan Du giver de døde liv,«
Han svarede:
»Og tror du da ikke?«
Han sagde:
»Sandelig, men for at mit hjerte falder til ro.«
Han svarede:
»Tag da fire fugle og skær dem i stykker,
lig derefter et stykke af dem på hvert bjerg,
kald derefter på dem;
de vil komme til dig i hast.
Og vid at Allah er mægtig, vis.«

Generelt om Suraen

Suraen i sin helhed er af stor betydning, eksempelvis kan man læse følgende om al-Baqarah  (og specielt kursī-verset som findes i slutningen af suraen):

Ledsagerne diskuterede om hvilket [vers] der var det mest excellente i Koranen; og Ali sagde, ’Hvorfor går I så langt væk fra kursī-verset?’ Da sagde han [Ali]: ’Guds profet sagde, ”Ali! Den bedste af menneskeheden er Adam, den bedste af araberne er Muhammad —uden at prale—, den bedste af perserne er Salmān, den bedste af byzantinerne er Suhayb, den bedste af etiopierne er Bilāl, den bedste af bjerge er al-Tūr*, den bedste ugedag er fredag, den bedste tale er Koranen, det bedste af Koranen er [surat] al-Baqarah og det bedste af al-Baqarah er kursī-verset. – [Se bl.a. Korankommentar af Hūd og Zamakhshar ī (for at nævne to ikke-Shia kilder) K. 2:255]

To oversættelser af 2:260

Jeg mindes specielt en søndag i slutningen af februar måned, hvor jeg sad med to engelske oversættelser af Koranen, hver med sin tilgang til hvordan teksten skal oversættes. (Oversætter 1) Sayyid Ali Quli, af iransk oprindelse og den første Shia til at oversættelse Koranen til engelsk** har en frase-for-frase oversættelsestilgang. Quli er af den forståelse at eftersom vi mennesker ikke kender det fuldkomme budskab bag ’Forfatteren’ af Bogen, kan vi kun holde os til en ordret og teknisk oversættelse. Dette renderer til tider en tung, men samtidig en nøjagtig oversættelse af den originale arabiske tekst. (Oversætter 2) Abdel Haleem, professor i islamisk studier ved kollegieuniversitetet i London og redaktør på ’Journal of Qur’anic Studies’. Haleem som også er hafiz, har renderet en dynamisk oversættelse hvor han gør teksten mere flydende at læse, men har præsentere en meget specifik forståelse af teksten. Af de supplerende noter ses klart at oversættelsen repræsenterer et standard Sunni værk med udgangspunkt i al-Razi’s korankommentar. Her præsentere jeg begge oversættelser af aya 2:260:

Ali Quli:

And when Abraham said, ‘My Lord! Show me how You revive the dead,’ He said, ‘Do you not believe?’ He said, ‘Yes indeed, but in order that my heart may be at rest.’ He said, ‘Take four of the birds. Then cut them into pieces, and place a part of them on every mountain, then call them; they will come to you hastening. And know that Allah is all-mighty and all-wise.’

Abdel Haleem:

And when Abraham said, ‘My Lord, show me how You give life to the dead,’ He said, ‘Do you not believe, then?’ ‘Yes,’ said Abraham, ‘but just to put my heart at rest.’ So God said, ‘Take four birds and train them to come back to you. Then place them on separate hilltops, call them back, and they will come flying to you: know that God is all powerful and wise.’

Der ses en klar forskel mellem de to oversættelser, især i befalingen som Allah gav som svar på Abrahams undren. I henhold til Haleem betyder fa-surhunna at ’gøre dem tilbøjelige’. Altså tæmme dem og gøre dem imødekommende mod en. Angiveligt er det denne mening pga. at ordet følges af præpositionen ilā (til). Verbet sāra (at blive), efterfulgt af ilā, giver mening at gøre dem tilbøjelige. I modsætning til dette argument, anser klassiske korankommentarer at fa-surhunna definitivt betyder ’at skære dem i stykker/dele’. Præpositionen ilā (til) er her anvendt som en implikation til tilbøjelighed. Som grammatisk bevis herpå refereres der til vers 187 tidligere i suraen (set i lyset af frasen arrafathu ilā nisā’ ikum [at gå ind til jeres kvinder]).

Abrahams spørgsmål

Spørgsmålet som Abraham stillede kan betyde en af følgende to ting:

1) Hvordan kunne de materielle dele af de døde fugle samles efter de var blevet placeret hist og pist og hvordan kunne disse acceptere liv og komme til live igen?

2) Hvordan skænker Allah liv til de døde.

Hvor det første spørgsmål omhandler effekten og resultatet, er det andet spørgsmål omhandlende begrundelsen og årsagen. Sidstnævnte aspekt minder meget om kongedømmet, som nævnes andetsteds i Koranen (til denne påstand skal jeg vende tilbage senere i teksten):

Hans befaling, når Han ønsker en ting, er blot, at Han siger til den: “Bliv til!” og så er den til. Højlovet være Han, i hvis hånd kongedømme over alting ligger, og til hvem I vil blive ført tilbage! [K. 36:82-83]

Nu følger så det interessante spørgsmål: Hvordan kan pronomenet i ’kald derefter på dem’ og ’de vil komme til dig’ referere til fuglene, når kun delene af de fugle er tilbage? Svaret hertil følger: en adskillelse følger den verbale tale versus skabelsens tale. Eksempelvis ayaen:

Så rettede Han sig mod Himlen, mens den endnu var røg, og sagde til den og til jorden: “Kom, frivilligt eller under tvang!” De sagde: “Vi kommer frivilligt.” [K. 41:11]

Her adresserer Allah himlene mens de var ikke-eksisterende; kun dets stof var tilstedeværende på daværende tidspunkt. Ligeså blev Abraham fortalt at kalde på fuglene, mens de ikke eksisterede; kun deres dele eksisterede på daværende tidspunkt. Hertil kommer ayaen:

Hans befaling, når Han ønsker en ting, er blot, at Han siger til den: “Bliv til!” og så er den til. [K. 36:82]

Den verbale tale kræver at en adressat [eller: modtager] eksisterer før talen. Dette er dog ikke nødvendigt i tilfældet af skabelsens tale. Her følger eksistensen af adressaten talen. I dette tilfælde, er talen, modtageren eller talen ’skabelsen’; og eksistens årsagen af skabelse. I ovenstående aya 36:82 er ”og så er den” [i.e. eksistens] afhængig af skabelsens ord ”Bliv til”. [i.e. skabelsen]. Dette ord ”Bliv til” er kongedømmet over alle ting, som også næves i det efterfølgende vers:

Højlovet være Han, i hvis hånd kongedømmet over alting ligger… [K. 36:83]

Og Allah har sagt at Han har vist Abraham det største kongedømme over alle Hans skabninger:

Således lod Vi Abraham se himlenes og jordens kongedømmer, for at han kunne blive en af de faste i troen. [K. 6:75]

Afsluttende bemærkning

Det er klart at spørgsmålet Abraham stillede var hvordan Allah skænker liv til de døde og at han undrede sig over begrundelsen og årsagen. Som værende profet, samt efter en lang årrække som profet også blevet hævet til ranken som Imam (nævnt tidligere i suraen):

OG [HUSK,] da Abraham blev prøvet med ordre fra Sin Herre;
så udførte han dem.
Han sagde: »Jeg vil gøre dig til Imam for menneskene.«
Abraham spurgte:
»Og mine efterkommere?«
Han svarede: »Min pagt omfatter ikke de oppressive.« [K. 2:124]

og han kort forinden aya 2:260 diskuterede med Nimrod om hvordan Allah giver og tager liv:

HAR DU ikke set den som stredes med Abraham om hans Herre,
at Allah havde givet ham kongemagten?
Da Abraham sagde:
»Min Herre er Den, der giver liv og bringer død,«
sagde han:
»Jeg giver [også] liv og bringer død,«
Abraham svarede:
»Allah bringer sandelig solen fra østen:
så bring du den fra vesten!«
Da blev den, der nægtede at tro målløs
og Allah retleder ikke de oppressive folk. [K. 2:258]

Forekommer det usandsynligt at Abraham undrede sig over effekten og resultatet af at give og tage liv. Dette er i kontrast med historien af profeterne Ezeikel og Irmiyā (begge tidligere nævnt her på bloggen) – og kun de forstandige reflektere.

***

* Termen i sin basis forståelse udtrykker ’bjerg’, men her er det en reference til bjerget hvor Gud talte til Moses (sc. Sinai Bjerget). Der er hyppigt reference til dette i Koranen, se (K. 4:153; 23:20; 95;2); ’al-Tūr’ IE2.

** Selvom dette siges skal det tages med en vis forbehold – oversættelsen af ’ A Poetic Translation’ af Fazlollah Nikayin dateret oktober 2000 var tidligere ude end Ali Quli. Det læseren skal ligge i det er nok mere at oversættelsen indholdsmæssigt (noter, kommentar m.m.) er den første der afspejler et rent shiitisk aspekt.

Note: som en entusiastisk læser af forskellige korankommentar, vil jeg med al respekt gerne fremhæve al-Mizan som et vidunderværk omhandlende vers 2:260.

Nowruz er en oldgammel persisk tradition, til fejring af det nye år. Dagen fejres på forårsjævndøgnet, hvor nat og dag er lige lange overalt på jorden. Nytårsdagen er en officiel helligdag i en række lande i Mellemøsten, heriblandt: Afghanistan, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kirgisistan, Kurdistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan og Iran. Visse fællesskab fejrer Nowruz på selve forårsjævndøgnet (som enten falder d. 20, 21 eller 22 marts) hvor andre har fastsat dagen d. 21 marts som Nowruz. De Forende Nationer (FN) har bl.a. godkendt d. 21 marts som international dag for Nowruz [note: 2010 falder forårsjævndøgnet d. 20 marts].

Trods alt er dette en blog om islam med henblik på shiisme. Således vil jeg også fremhæve det shiitiske aspekt af Nowruz. Jeg hører tit at helligdagen Nowruz er af persisk oprindelse og intet har med Islam at gøre – dette oftest i forlængelse af , at det blev praktiseret i førislamiske [eller: uvidenhedens eller ignorances (jahiliyyah)] tid. Det er korrekt at det er en praksis af ældre dato men ukorrekt at det intet har med Islam at gøre. Denne påstand af min, ses klart underbygget af overleveringer fra Imamerne. Lad mig fremhæve fire af disse, hvor jeg starter med de generelle og afslutter med det specifikke – og kun de forstandige vil reflektere…

Tradition 1:

Imam Ali, da han blev bragt en gave på Nowruz, udbrød han “Hvad er dette?” hvortil de svarede, “De troendes fyrst, i dag er Nowruz.” Han svarede, “Gør en hver dag Nowruz for os [i.e igennem jeres gode handlinger]“.

[Kilde: Kitab man la yahdurahi al-Faqih, b. 3, s. 300, nr. 4073]

Tradition 2:

Imam Ali sagde “Vores Nowruz er hver dag.”

[Kilde: Ibid., nr. 4074]

Tradition 3:

Imam al-Sadiq sagde, “På Nowruz dag, så tag et bad og klæd dig i det fineste tøj og parfumer dig selv med den bedste duft og fast på selve dagen.”

[Kilde: Wasa'il al-Shi'a, b. 7, s. 346, nr. 1]

Tradition 4:

Imam al-Sadiq sagde til Mu’alla b. Khunays (da han kom for at besøge ham på Nowruz), “Ved du hvilken dag det er i dag?”, hvortil han svarede, “Må jeg være din løsesum; dette er dagen hvortil perserne knytter stor betydning og hvorpå de udveksler gaver.” Imam al-Sadiq svarede, “Ved Mekkas Ældgamle Hus! Dette er kun pga. en meget ældre grund, som jeg vil forklare dig så du måske forstår […] Mu’alla! Nowruz dag er sandelig dagen hvor Allah tog tilbedernes pagt fra dem, om at de vil tilbede Ham og at de ikke vil associere noget som helst med Ham og at de vil tro på hans profeter og hans guddommelige beviser og at de vil tro på Imamerne. Dette er også dagen hvor solen rejste sig for første gang […] Enhver Nowruz er en dag hvor vi afventer Overgivelsen [ankomsten af den Ventede Frelser (i.e. Al-Mahdi)], for sandelig er det en af vores specielle dage og af vores shi’a. Perserne har holdt det af stor betydning hvorimod I har tabt det […] Dette er dagen for persernes nytår og de har formået at [holde dagen i live] selvom de kun var tredivetusind i antal […].”

[Kilde: Bihar al-Anwar, b. 59, s. 92, nr. 1]

For de er jer som stiller spørgsmål ved gyldigheden af jf. traditioner findes de alle inkluderet i ‘Visdommens vægt’ (Mizan al-Hikmah) af Ayatollah Muhammad Muhammadi Rayshahri, som udelukkende indholder autentiske overleveringer.

Note: staves også som, “Nayruz, Norooz, Nawruz, Newroz, Newruz, Nawroz, Nauroz, Navroz, Nevruz, Neyruz, Navruz, Nooruz m.fl.”

Bog anmeldelse:
Tafsir Al-Jalalayn af Jalal’d-din al-Mahalli & Jalalu’d-din as-Suyuti, redigeret af Abdalhaqq Bewley & Muhammad Isa Waley og oversat af Aisha Bewley, 2007. London: Dar Al Taqwa, xiv + 1378 sider, [437 DKK, elounge]
ISBN-13: 978-1-8-7058261-2

Dette værk er en engelsk oversættelse af Aisha Bewley, fra det originale arabisk. Anno 2010 er det en ud af sammenlagt to komplette engelske oversættelser af tafsir (Koraneksegesen) af al-Mahalli og al-Suyuti, bedre kendt som de to Jalali’er (Jalalayn). Den første halvdel af værket blev præsenteret af Jalal al-Din al-Mahalli, hvorefter en af hans studerende, Jalal ad-Din as-Suyuti, færdiggjorde værket i år 1505. Bogen er en klassisk sunni-tafsir, men er samtidig anset blandt andre skoler indenfor Islam, idet den langt hen ad vejen er rimelig i sin præsentation. Fremgangsmåden er ligetil: hvert aya bliver først brudt op i enkelte ord eller fraser som først herefter behandles grammatisk. Dette giver et rigt billede af de enkelte dele der til sammen udgør ayaen som en helhed. Hvor et ord/frase kan bære mere end en mening, bliver de forskellige meninger præsenteret. Ydermere fremhæves forskellige læsestile som til tider renderer en noget anderledes mening end den ene man som standard forholder sig til. Ayaen behandles ud fra kontekst og kommentarerne danner en konnotationen mellem noter, ayaen og det løbende forløb. Hvor større tafsir præsenterer en aya for derefter at fremhæve kommentar herpå, ses der her en anderledes tilgang. Kommentarer og noter er her skrevet ord-efter-ord eller ’inline’, hvor hver aya bliver brudt med en eller flere kommentarer i form af prefix, sufix og infix, eksempelvis:

Remember when his Lord said to him, “Become a Muslim and obey Allah and make the dīn sincerely His!” he said, “I am a Muslim who has submitted to the Lord of all the worlds.” [K. 2:131]

Ved at anvende en skiftende fontvægt, har forlaget gjort det muligt at skelne mellem oversættelsen og kommentarerne til Koranen. Efter kort tid, fungere dette i praktisk udmærket, da man som læser får en fornemmelse for, hvad der er en del af Bogen og alt det andet som værende forklarende og beskrivende noter. Denne måde at skrive kommentarer på viser især sin styrke når man læser aya af historisk karakter, idet man som læser af Koranen oftest kastes midt ud i en historie uden nogen introduktion eller slutning (som man kender fra historiebøger). Eksempelvis K.11:77-79:

When Our messengers came to Lut, he was  distressed for them – sad on their behalf – and very concerned for them – because they were angels who had taken the form of handsome young men and he feared what his people might do to them – and said, ‘This is a dreadful day.’ (77) His people came running to him excitedly when they learned of them – they were long sued to committing evil acts – for a considerable period before their arrival the people had been commiting sodomy with men. He (Lut) said, ‘My people, here are my daughters. Marry them. They are purer for you. So be fearful of Allah and do not shame me with my guests (although the word for “guest”, dayf, is in the singular here it has a plural meaning). Is there not one rightly-guided man among you who will command the right and forbid the wrong?’ (78). They said, ‘You know we have no claim in (need of) your daughters. You know very well what it is we want – to commit sodomy.’ (79)

Denne ’inline’ kommentering gør dog samtidig teksten meget flad. De aya som har ’krav’ på en gennemgående forklaring, eksempelvis aya af flertydig, metaforisk og dybere karakter, bliver læst over uden den store refleksion. Dette er vel samtidig styrken og svagheden ved denne tafsir: den er let tilgængelig og forståelig, men på bekostningen af at der er sprunget over hvor gæret er lavest. Ergo er det et godt valg som første tafsir (hvis man dog følger en af de sunnitiske lovskoler).

Ved at sidestille de to engelske oversættelser af Jalalayn (den af Aisha Bewley under anmeldelse og den af Feras Hamza), ses en relativ stor forskel. For eksemplets skyld bliver vi ved profeten Lut og hans to døtre.

Først K. 51:36:

Aisha Bewley:

…but found in it only one house of Muslims: Lut and his sons, who were true in their hearts and performed acts of obedience with their limbs.

Feras Hamza:

but We did not find therein other than one house of those who had submitted [to God]: these were Lot and his two daughters. They have been described [here] with [the terms] ‘belief’ and ‘submission’ because they had affirmed [faith] in their hearts and used their limbs to perform acts of obedience.

Herefter K. 54:34:

Aisha Bewley:

We unleashed a sudden squall of stones – these were pebbles, small stones less in size than a fist – against all of them and they were destroyed except the family of Lut and his sons, whom We rescued before dawn. The day is unspecified.

Feras Hamza:

Indeed We unleashed upon them a squall of pebbles, a wind hurling at them pebbles, namely, small stones, a single one [of these] being no larger than the palm of the hand, and they were destroyed; [all] except the family of Lot, namely, his two daughters, together with him, whom We delivered at dawn, from among the dawns, the morning time of an unspecified day (had a specific day been meant [for that mentioned dawn], it [sahar] would have been treated as a diptote [instead of the declined form saharin], being a definite noun derived from al-sahar, for with definite nouns one ought to use [the preceding definite article] al). So was the squall unleashed at first with the family of Lot [still there]? There are two opinions regarding this: in the case of the former [that it was unleashed upon them including the family of Lot] the exception is understood as a continuous one, while in the case of the latter [opinion that they were delivered before the squall] the exception is understood as a discontinuous one, even if it [‘the family of Lot’] is actually subsumed by the collective noun [‘the people of Lot’, and so they were delivered] as a kindness [from God];

Det ses klart at der er en vis forskel i de to engelske oversættelser, ergo må mindst en af de to oversætter have ekskluderet (og i værst  faldt inkluderet!) oversættelse som ikke findes i den originale arabiske tekst. Aisha Bewley redegør delvis for dette i forordet, ”mange kommentarer af grammatisk natur, er ikke blevet inkluderet i oversættelsen, eftersom rimelig avanceret niveau af arabisk skal til for at værdsætte dem [i.e. de grammatiske kommentarer] og således er de kun til nytte for folk der alligevel er bedste stillet ved at læse værket i det originale sprog.”

For de af jer som har kendskab til det brede udvalg af engelske Koranoversættelser der efterhånden findes, publicerede Aisha Bewley og hendes mand (som også redigeret denne tafsir), deres engelske oversættelse af Koranen tilbage i 1999. Til forskel for alle andre, er denne oversættelse af parret Bewley ikke renderet ud fra den (efterhånden standard) læsestil af Hafs fra Asim, men af Warsh fra Nafi‘ al-Madani. En seks år senere, altså i 2005, fik vi i Danmark også muligheden for at læse en delvis dansk oversættelse som tager udgangspunkt jf. læsestil og oversættelse; Den Gavmilde Qur’an – En fremlægning af de tre første suraer, oversat af Jakob Werdelin, Abdassamad Clarke og Suád Østergaard, København, Havens Forlag. At præsentere Koranen fra andre læsestile på hhv. dansk og engelsk, styrker kun studiet og måderne hvorpå Koranen kan fortolkes – og er endnu en påmindelse om en præsentation af den uoversættelige Bog. Med dette sagt, synes jeg at parret Bewley og den danske ’udgave’ af selv samme oversættelse er mangelfulde og til delvis farvet. Som en anden anmelder har skrevet om parret Bewleys oversættelse ”…som Shi’a der har deres oversættelse, ligeledes har Sufierne…’ under afsnittet ’Sekteriske oversættelser’. Personligt blev jeg skuffet da det i forordet til bogen under anmeldelse stod, at deres egen engelske oversættelse ville danne grunde for Koranoversættelsen i denne tafsir.

Sidestillet med den engelske oversættelse af Aisha Bewley, findes den originale arabiske Korantekst. Besynderligt nok er dette et print af læsestilen af Hafs og ikke af Warsh, som ellers ligger til grunde for ovenstående oversættelse de har valgt som grundtekst. For de der kan begår sig rimeligt på arabisk, kan det forekomme forvirrende og til tider misvisende når man sammenligner oversættelsen som tager udgangspunkt i en læsestil, men den præsenterede arabiske tekst som er af en anden læsestil. Ved ydermere at sammenligne oversættelsen med den originale arabiske Korantekst, forekommer det mærkværdigt at alle 113 kapitler begynder med Basmalah i den arabiske version (dette er både gældende i Hafs og Warsh læsestilen), men dette er undladt i den engelske rendering. Kun i Åbningssuraen er Basmalah kort nævnt, samt i introduktionsteksten til sura Barā’,

The basmala (“In the Name of Allah All-Merciful, Most Merciful”) does not introduce it because, according to a hadith reported by al-Hakīm, the Prophet, may Allah bless him and grant him peace, did not command that it should be. Something similar is reported from ‘Alī, namely that the basmala is security and this sura was revealed to remove security by the sword…

Selvom oversætteren er klar over denne ‘sikkerhed’ som introducerer alle (på nær en) sura af hele Koranen, har oversætteren enten undladt eller glemt at inkludere Basmalah. Til trods for den manglende Basmalah, er der til hver sura en kort introducerende tekst. Her står først og fremmest om det er af mekkansk eller mediansk oprindelse, samt hvor mange aya der udgøre hele suraen. Til tider er forskellige navne til de enkelte sura også blevet præsenteret. Det er ikke ligefrem imponerende at den translittererede titel til tider er skrevet forkert, som eksempelvis Zilzala frem for Zalzala, men også manglende/forkert placering af accenttegn som eksempelvis med sura 52 (Tur) og 66 (Tahrim).

Forlaget har ikke gjort meget ud af at vælge en speciel font eller for den sags skyld at løfte layoutet på bogen. Teksten står i en standard Time New Romans fonttype, hvor vægten variere mellem normal, kursiv og tyk. Trykket er dårligt; op til flere gange på hver side bemærker læseren at bogstaver er trykt ovenpå hinanden og mellemrummene mellem bogstaver og ord er langt fra læsevenligt. Dette selvom værket er trykt her i Europa (Tyskland)! Igennem de små 1400 sider er der sammenlagt tre fodnoter i bogen! – disse er malplaceret og virker ikke efter hensigten. Det forekommer lidt som at det er noget de har haft i et tidligere udkast, som ikke er blevet slettet helt inden dette endelig tryk. Bogen har en række reserveret ord igennem teksten, som de har valgt at beholde i sin translittererede form, hvor de fleste står beskrevet i ordlisten sidste i bogen. Udover dette har de oprindelige forfattere af dette værk (de to Jalali’er) refereret til en række beretninger og traditioner hvor de kort nævner bogen/personen med titel. Det er en skam at oversætteren ikke har valgt at inkludere en biografi og eller litteraturliste over de refereret værker, så læseren har mulighed for at slå op i den oprindelige kilde.

Fra ovenstående sammenligning mellem oversættelsen af Aisha Bewley og den af Feras Hamza (omhandlende Lut og hans afkoms) vil den opmærksomme læser have bemærket: I Aisha Bewleys oversættelse af K. 51:36 står der, ”…but found in it only one house of Muslims: Lūt and his sons …” og K. 54:34, ”except the family of Lūt and his sons” som skal være ’and his daughters’ som klart er sjusk. Et ligende eksemepel ses i sura 92, hhv. aya 6 og 9, “and confirms the Good, meaning the statement: ‘There is no god but Allah,’” og “…and denies the Good – see ayat 6 above,” – det er klart at der skulle have stået ’gud’ (eng. God) og ikke ’dygtig’ (eng. Good). Ligende småfejl gør sig gældende under oversættelsen, som jeg håber bliver rettet op i et nyt opslag.

Nu er dette trods alt en blog om Shia Islam (og ikke tafsir), så vil også forholde mig i dette afsnit til, hvordan en Shia skal anvende tafsiren af al-Jalalayn. Som sagt er dette et klassisk værk indenfor feltet af tafsir, skrevet af to velkendte sunni retslærde. Når de skal beskrive historiske begivenheder er det smertefrit og en fornøjelse at se den måde teksten er præsenteret på – dette er dog ikke tilfældet når de fremhæver beretninger og udleder konklusioner på baggrund af beretninger (ahadith). Her bliver der primært citeret fra Ibn Abbas, de to Sahih og al-Hakim. Dette gør naturligt bemærkningerne, kommentarerne og noterne tilbøjelig at fremhæve og prise Abu Bakr, Umar, Uthman, Aisha og Hafsa – hvor i kun i ét enkelt tilfælde høre om Khadija, Fatima, Hasan og Hussein. Ali er nævnt en håndfuld gange, men ikke af betydelig karakter (sammenlignet med førstenævnte personer). I den klassiske ’Shia’ aya om Husets Folk (K. 33:33) læser vi,

…; and obey Allah and His Messenger. Allah desires to remove all impurity from you, People of the House – meaning the wives of the Prophet, may Allah bless him and grant him peace – and to purify you completely.

Det er mærkværdigt at der overhoved ikke er en note om skiftet mellem kønnet, formen i bestemt og ubestemt, samt en note om at Ali, Fatima, Hasan og Hussein (som minimum også er inkluderet) er blandt Husets Folk. I resten af dette værk har forfatterne ellers brugt rigt med blæk på at beskrive skift i pronomen, forskellige tydninger etc. Alis fader, Abu Talib bliver også konstant beskyldt for sin vantro, (som en understregelse mellem linjerne) at han også var blandt de ’vantro fædre’ til de første historiske retledede kaliffer. Ydermere er der nogle beretninger som fra et shiitisk syn er ren ’røverhistorier’, eksempelvis da stenen løber af sted med Moses tøj da han vaskede sig – hvorefter Moses løber nøgen rundt foran folket efter en løbende sten med hans tøj på; – Eller de to tjenere af kongen under Josefs tid – de fortæller Josef om deres drøm; han tyder deres drømme og de vender sig da til Josef og svare ’vi drømte det egentlig ikke, men ville bare se om du kunne tyde drømme’ og Josef herefter svare, at selvom de lyver (vedr. drømmene) vil hans tydning alligevel ske.

Efter at have mulighed for at læse denne oversættelse, samt netadgang til oversættelsen af Feras Hamza er min endelig konklusion som følgende:

De som er godt rustet indenfor standard doktriner, teologiske og retsvidenskabelige emner indenfor egen lovskole (muslim som ikke-muslim!) vil kun få gavn af den historiske præsentation i oversættelsen af Aisha Bewley. Samtidig vil der være en frustration over den engelske Koranoversættelse af selv samme person. Til forskel fra Feras Hamza, kan den af Aisha Bewley læses fra start til slut med et rimeligt overblik og indenfor kort tid. Jeg formåede dette på 7 dage. Hvis man er ihærdig og bruger en 9-11+ timer dagligt, tror jeg det kan gøres på 2-3 dage. Hvis man dog søger et reference værk, vil jeg anbefale oversættelse af Feras Hamzas oversættelse, især fordi han inkluderer langt mere tekst og ergo inkluderer nogle af de grammatiske vendinger som er fundamentet for anerkendelsen af denne tafsir, samt at det er spændende for folk der interessere sig for tafsir. De som har mindre kendskab til deres egen lovskole, vil langt hen ad vejen blive påvirket af den Sufi/Sunni doktrin som værket udtrykker. Men det er måske også denne målgruppe bogen er henvendt til, da de tunge diskussioner og grammatikken er fjernet så det forekommer som en ’standard bog’ man kan læse fra start til slut.

***

Den originale arabisk version, samt Feras Hamza engelske oversættelse kan frit læses på altafsir.com. På maktabah.org findes den arabiske version også i en scannet originale. Aisha Bewleys Koranoversættelse fra 1999 kan læses på det Online Koran Projekt – hendes oversættelsen af al-Jalalayn kan købes via. pensum.dk.

Har du (Muhammad) ikke set de,
som har forladt deres hjem i tusindvis
for at beskytte sig mod døden,
hvorefter Allah sagde til dem: »Dø!«
Og derefter vakte Han dem liv [igen]?
Allahs gunst er over menneskene,
men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.

Årsagen til min manglende indsigt skyldes i høj grad, at vi i aya 2:243 bliver fortalt om en person (i.e. profeten Irmiya’), der gik forbi en by, der lå sammenstyret på dets tage og undrede sig over, hvordan sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen. Allah lod ham da dø i et hundrede år for derefter at vække ham til live. Irmiya’ så da, hvordan hans æsel blev klædet med kød og bydelen igen var fuld af liv – hvor han udråber »Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

I modsætning til denne aya, fortæller 2:243 om et folk der udvandrede i tusindvis for at beskytte sig mod døden. Allah lader dem dø for herefter at vække dem til live igen. Ved første øjekast er ligheden mellem disse aya måske ikke særlig stor, men måske vil ligheden udfolde sig når den bagvedliggende historie af 2:243 bliver præsenteret.

Historien lyder som:–
I frygt for døden af en pest, der gentagende gange havde ramte dem, valgte israelitterne i tusindvis at flygte fra deres hjem. Følgelig ville pesten rame dem og israelitterne valgte igen at flygte i tusindvis. De var overbevist om at de kunne flygte fra døden, som evident indikeret mangel på troen på Gud. Gud befalede, at de alle skulle dø. Der døde de og over årenes løb var de blevet til støv og knogler. En af israelitternes profeter, Ezekiel (Hizqīl), kom gående forbi byen og så knoglerne i massevis og bedte Gud om at vække dette folk til live igen. Ezekiel blev inspireret af Gud til at recitere bestemte ord og vande jorden, hvor knoglerne lå. Ezekiel gjorde som sin Herre befalede, og folket blev herefter bragt til live igen.

Ayaen manifesterer Allahs almagt over det vantro folk, og at de ikke bare kan gå deres egen vej mod Hans vilje. Fra et andet aspekt, bliver vi igen mindet om Allahs magt til at vække de døde til live. Det er her vi skal finde ligheden og kontrasten mellem de to aya under omtale. Hvor de vantro israelitter her bliver dræbt for at blive vækket til live igen fra et ønske af en forbigående profet, kunne vi i historien med Irmiya’ læse om en profet der blev dræbt og vækket til live igen. Begge som tegn på Allahs omnipotens over alverden, irrelevant om du er troende, vantro eller profet; så er vi alle dødelige og vil vende tilbage til Ham [K. 2:28]:

Hvordan kan I nægte at tro på Allah?
I var døde,
[og] Han gav jer liv,
derefter tager Han jeres liv,
[og] så giver Han jer [atter] liv,
derefter bringes I tilbage til Ham.

Indenfor klassisk islamisk retsvidenskab er der forskellige beretninger om profetens Ezekiels fulde navn – de fleste kilder refererer til ham som Hizqīl b. Būzī/Būdhī/Būrī. Andre identificerer ham enten med Dhū al-Kifl eller Elisha fra andre koraniske historier. For de der gerne vil vide mere,  se [IE2 ”Hizqil”, EQ ” Ezekiel” og Majlisi, Bihar al-anwar, Beirut 1983, xiii, 381-7].

Bemærk! israelitter [banī ’isrā’ īl] skal ikke forveksles med israeler.