Bog anmeldelse:
Tafsir Al-Jalalayn af Jalal’d-din al-Mahalli & Jalalu’d-din as-Suyuti, redigeret af Abdalhaqq Bewley & Muhammad Isa Waley og oversat af Aisha Bewley, 2007. London: Dar Al Taqwa, xiv + 1378 sider, [437 DKK, elounge]
ISBN-13: 978-1-8-7058261-2

Dette værk er en engelsk oversættelse af Aisha Bewley, fra det originale arabisk. Anno 2010 er det en ud af sammenlagt to komplette engelske oversættelser af tafsir (Koraneksegesen) af al-Mahalli og al-Suyuti, bedre kendt som de to Jalali’er (Jalalayn). Den første halvdel af værket blev præsenteret af Jalal al-Din al-Mahalli, hvorefter en af hans studerende, Jalal ad-Din as-Suyuti, færdiggjorde værket i år 1505. Bogen er en klassisk sunni-tafsir, men er samtidig anset blandt andre skoler indenfor Islam, idet den langt hen ad vejen er rimelig i sin præsentation. Fremgangsmåden er ligetil: hvert aya bliver først brudt op i enkelte ord eller fraser som først herefter behandles grammatisk. Dette giver et rigt billede af de enkelte dele der til sammen udgør ayaen som en helhed. Hvor et ord/frase kan bære mere end en mening, bliver de forskellige meninger præsenteret. Ydermere fremhæves forskellige læsestile som til tider renderer en noget anderledes mening end den ene man som standard forholder sig til. Ayaen behandles ud fra kontekst og kommentarerne danner en konnotationen mellem noter, ayaen og det løbende forløb. Hvor større tafsir præsenterer en aya for derefter at fremhæve kommentar herpå, ses der her en anderledes tilgang. Kommentarer og noter er her skrevet ord-efter-ord eller ’inline’, hvor hver aya bliver brudt med en eller flere kommentarer i form af prefix, sufix og infix, eksempelvis:

Remember when his Lord said to him, “Become a Muslim and obey Allah and make the dīn sincerely His!” he said, “I am a Muslim who has submitted to the Lord of all the worlds.” [K. 2:131]

Ved at anvende en skiftende fontvægt, har forlaget gjort det muligt at skelne mellem oversættelsen og kommentarerne til Koranen. Efter kort tid, fungere dette i praktisk udmærket, da man som læser får en fornemmelse for, hvad der er en del af Bogen og alt det andet som værende forklarende og beskrivende noter. Denne måde at skrive kommentarer på viser især sin styrke når man læser aya af historisk karakter, idet man som læser af Koranen oftest kastes midt ud i en historie uden nogen introduktion eller slutning (som man kender fra historiebøger). Eksempelvis K.11:77-79:

When Our messengers came to Lut, he was  distressed for them – sad on their behalf – and very concerned for them – because they were angels who had taken the form of handsome young men and he feared what his people might do to them – and said, ‘This is a dreadful day.’ (77) His people came running to him excitedly when they learned of them – they were long sued to committing evil acts – for a considerable period before their arrival the people had been commiting sodomy with men. He (Lut) said, ‘My people, here are my daughters. Marry them. They are purer for you. So be fearful of Allah and do not shame me with my guests (although the word for “guest”, dayf, is in the singular here it has a plural meaning). Is there not one rightly-guided man among you who will command the right and forbid the wrong?’ (78). They said, ‘You know we have no claim in (need of) your daughters. You know very well what it is we want – to commit sodomy.’ (79)

Denne ’inline’ kommentering gør dog samtidig teksten meget flad. De aya som har ’krav’ på en gennemgående forklaring, eksempelvis aya af flertydig, metaforisk og dybere karakter, bliver læst over uden den store refleksion. Dette er vel samtidig styrken og svagheden ved denne tafsir: den er let tilgængelig og forståelig, men på bekostningen af at der er sprunget over hvor gæret er lavest. Ergo er det et godt valg som første tafsir (hvis man dog følger en af de sunnitiske lovskoler).

Ved at sidestille de to engelske oversættelser af Jalalayn (den af Aisha Bewley under anmeldelse og den af Feras Hamza), ses en relativ stor forskel. For eksemplets skyld bliver vi ved profeten Lut og hans to døtre.

Først K. 51:36:

Aisha Bewley:

…but found in it only one house of Muslims: Lut and his sons, who were true in their hearts and performed acts of obedience with their limbs.

Feras Hamza:

but We did not find therein other than one house of those who had submitted [to God]: these were Lot and his two daughters. They have been described [here] with [the terms] ‘belief’ and ‘submission’ because they had affirmed [faith] in their hearts and used their limbs to perform acts of obedience.

Herefter K. 54:34:

Aisha Bewley:

We unleashed a sudden squall of stones – these were pebbles, small stones less in size than a fist – against all of them and they were destroyed except the family of Lut and his sons, whom We rescued before dawn. The day is unspecified.

Feras Hamza:

Indeed We unleashed upon them a squall of pebbles, a wind hurling at them pebbles, namely, small stones, a single one [of these] being no larger than the palm of the hand, and they were destroyed; [all] except the family of Lot, namely, his two daughters, together with him, whom We delivered at dawn, from among the dawns, the morning time of an unspecified day (had a specific day been meant [for that mentioned dawn], it [sahar] would have been treated as a diptote [instead of the declined form saharin], being a definite noun derived from al-sahar, for with definite nouns one ought to use [the preceding definite article] al). So was the squall unleashed at first with the family of Lot [still there]? There are two opinions regarding this: in the case of the former [that it was unleashed upon them including the family of Lot] the exception is understood as a continuous one, while in the case of the latter [opinion that they were delivered before the squall] the exception is understood as a discontinuous one, even if it [‘the family of Lot’] is actually subsumed by the collective noun [‘the people of Lot’, and so they were delivered] as a kindness [from God];

Det ses klart at der er en vis forskel i de to engelske oversættelser, ergo må mindst en af de to oversætter have ekskluderet (og i værst  faldt inkluderet!) oversættelse som ikke findes i den originale arabiske tekst. Aisha Bewley redegør delvis for dette i forordet, ”mange kommentarer af grammatisk natur, er ikke blevet inkluderet i oversættelsen, eftersom rimelig avanceret niveau af arabisk skal til for at værdsætte dem [i.e. de grammatiske kommentarer] og således er de kun til nytte for folk der alligevel er bedste stillet ved at læse værket i det originale sprog.”

For de af jer som har kendskab til det brede udvalg af engelske Koranoversættelser der efterhånden findes, publicerede Aisha Bewley og hendes mand (som også redigeret denne tafsir), deres engelske oversættelse af Koranen tilbage i 1999. Til forskel for alle andre, er denne oversættelse af parret Bewley ikke renderet ud fra den (efterhånden standard) læsestil af Hafs fra Asim, men af Warsh fra Nafi‘ al-Madani. En seks år senere, altså i 2005, fik vi i Danmark også muligheden for at læse en delvis dansk oversættelse som tager udgangspunkt jf. læsestil og oversættelse; Den Gavmilde Qur’an – En fremlægning af de tre første suraer, oversat af Jakob Werdelin, Abdassamad Clarke og Suád Østergaard, København, Havens Forlag. At præsentere Koranen fra andre læsestile på hhv. dansk og engelsk, styrker kun studiet og måderne hvorpå Koranen kan fortolkes – og er endnu en påmindelse om en præsentation af den uoversættelige Bog. Med dette sagt, synes jeg at parret Bewley og den danske ’udgave’ af selv samme oversættelse er mangelfulde og til delvis farvet. Som en anden anmelder har skrevet om parret Bewleys oversættelse ”…som Shi’a der har deres oversættelse, ligeledes har Sufierne…’ under afsnittet ’Sekteriske oversættelser’. Personligt blev jeg skuffet da det i forordet til bogen under anmeldelse stod, at deres egen engelske oversættelse ville danne grunde for Koranoversættelsen i denne tafsir.

Sidestillet med den engelske oversættelse af Aisha Bewley, findes den originale arabiske Korantekst. Besynderligt nok er dette et print af læsestilen af Hafs og ikke af Warsh, som ellers ligger til grunde for ovenstående oversættelse de har valgt som grundtekst. For de der kan begår sig rimeligt på arabisk, kan det forekomme forvirrende og til tider misvisende når man sammenligner oversættelsen som tager udgangspunkt i en læsestil, men den præsenterede arabiske tekst som er af en anden læsestil. Ved ydermere at sammenligne oversættelsen med den originale arabiske Korantekst, forekommer det mærkværdigt at alle 113 kapitler begynder med Basmalah i den arabiske version (dette er både gældende i Hafs og Warsh læsestilen), men dette er undladt i den engelske rendering. Kun i Åbningssuraen er Basmalah kort nævnt, samt i introduktionsteksten til sura Barā’,

The basmala (“In the Name of Allah All-Merciful, Most Merciful”) does not introduce it because, according to a hadith reported by al-Hakīm, the Prophet, may Allah bless him and grant him peace, did not command that it should be. Something similar is reported from ‘Alī, namely that the basmala is security and this sura was revealed to remove security by the sword…

Selvom oversætteren er klar over denne ‘sikkerhed’ som introducerer alle (på nær en) sura af hele Koranen, har oversætteren enten undladt eller glemt at inkludere Basmalah. Til trods for den manglende Basmalah, er der til hver sura en kort introducerende tekst. Her står først og fremmest om det er af mekkansk eller mediansk oprindelse, samt hvor mange aya der udgøre hele suraen. Til tider er forskellige navne til de enkelte sura også blevet præsenteret. Det er ikke ligefrem imponerende at den translittererede titel til tider er skrevet forkert, som eksempelvis Zilzala frem for Zalzala, men også manglende/forkert placering af accenttegn som eksempelvis med sura 52 (Tur) og 66 (Tahrim).

Forlaget har ikke gjort meget ud af at vælge en speciel font eller for den sags skyld at løfte layoutet på bogen. Teksten står i en standard Time New Romans fonttype, hvor vægten variere mellem normal, kursiv og tyk. Trykket er dårligt; op til flere gange på hver side bemærker læseren at bogstaver er trykt ovenpå hinanden og mellemrummene mellem bogstaver og ord er langt fra læsevenligt. Dette selvom værket er trykt her i Europa (Tyskland)! Igennem de små 1400 sider er der sammenlagt tre fodnoter i bogen! – disse er malplaceret og virker ikke efter hensigten. Det forekommer lidt som at det er noget de har haft i et tidligere udkast, som ikke er blevet slettet helt inden dette endelig tryk. Bogen har en række reserveret ord igennem teksten, som de har valgt at beholde i sin translittererede form, hvor de fleste står beskrevet i ordlisten sidste i bogen. Udover dette har de oprindelige forfattere af dette værk (de to Jalali’er) refereret til en række beretninger og traditioner hvor de kort nævner bogen/personen med titel. Det er en skam at oversætteren ikke har valgt at inkludere en biografi og eller litteraturliste over de refereret værker, så læseren har mulighed for at slå op i den oprindelige kilde.

Fra ovenstående sammenligning mellem oversættelsen af Aisha Bewley og den af Feras Hamza (omhandlende Lut og hans afkoms) vil den opmærksomme læser have bemærket: I Aisha Bewleys oversættelse af K. 51:36 står der, ”…but found in it only one house of Muslims: Lūt and his sons …” og K. 54:34, ”except the family of Lūt and his sons” som skal være ’and his daughters’ som klart er sjusk. Et ligende eksemepel ses i sura 92, hhv. aya 6 og 9, “and confirms the Good, meaning the statement: ‘There is no god but Allah,’” og “…and denies the Good – see ayat 6 above,” – det er klart at der skulle have stået ’gud’ (eng. God) og ikke ’dygtig’ (eng. Good). Ligende småfejl gør sig gældende under oversættelsen, som jeg håber bliver rettet op i et nyt opslag.

Nu er dette trods alt en blog om Shia Islam (og ikke tafsir), så vil også forholde mig i dette afsnit til, hvordan en Shia skal anvende tafsiren af al-Jalalayn. Som sagt er dette et klassisk værk indenfor feltet af tafsir, skrevet af to velkendte sunni retslærde. Når de skal beskrive historiske begivenheder er det smertefrit og en fornøjelse at se den måde teksten er præsenteret på – dette er dog ikke tilfældet når de fremhæver beretninger og udleder konklusioner på baggrund af beretninger (ahadith). Her bliver der primært citeret fra Ibn Abbas, de to Sahih og al-Hakim. Dette gør naturligt bemærkningerne, kommentarerne og noterne tilbøjelig at fremhæve og prise Abu Bakr, Umar, Uthman, Aisha og Hafsa – hvor i kun i ét enkelt tilfælde høre om Khadija, Fatima, Hasan og Hussein. Ali er nævnt en håndfuld gange, men ikke af betydelig karakter (sammenlignet med førstenævnte personer). I den klassiske ’Shia’ aya om Husets Folk (K. 33:33) læser vi,

…; and obey Allah and His Messenger. Allah desires to remove all impurity from you, People of the House – meaning the wives of the Prophet, may Allah bless him and grant him peace – and to purify you completely.

Det er mærkværdigt at der overhoved ikke er en note om skiftet mellem kønnet, formen i bestemt og ubestemt, samt en note om at Ali, Fatima, Hasan og Hussein (som minimum også er inkluderet) er blandt Husets Folk. I resten af dette værk har forfatterne ellers brugt rigt med blæk på at beskrive skift i pronomen, forskellige tydninger etc. Alis fader, Abu Talib bliver også konstant beskyldt for sin vantro, (som en understregelse mellem linjerne) at han også var blandt de ’vantro fædre’ til de første historiske retledede kaliffer. Ydermere er der nogle beretninger som fra et shiitisk syn er ren ’røverhistorier’, eksempelvis da stenen løber af sted med Moses tøj da han vaskede sig – hvorefter Moses løber nøgen rundt foran folket efter en løbende sten med hans tøj på; – Eller de to tjenere af kongen under Josefs tid – de fortæller Josef om deres drøm; han tyder deres drømme og de vender sig da til Josef og svare ’vi drømte det egentlig ikke, men ville bare se om du kunne tyde drømme’ og Josef herefter svare, at selvom de lyver (vedr. drømmene) vil hans tydning alligevel ske.

Efter at have mulighed for at læse denne oversættelse, samt netadgang til oversættelsen af Feras Hamza er min endelig konklusion som følgende:

De som er godt rustet indenfor standard doktriner, teologiske og retsvidenskabelige emner indenfor egen lovskole (muslim som ikke-muslim!) vil kun få gavn af den historiske præsentation i oversættelsen af Aisha Bewley. Samtidig vil der være en frustration over den engelske Koranoversættelse af selv samme person. Til forskel fra Feras Hamza, kan den af Aisha Bewley læses fra start til slut med et rimeligt overblik og indenfor kort tid. Jeg formåede dette på 7 dage. Hvis man er ihærdig og bruger en 9-11+ timer dagligt, tror jeg det kan gøres på 2-3 dage. Hvis man dog søger et reference værk, vil jeg anbefale oversættelse af Feras Hamzas oversættelse, især fordi han inkluderer langt mere tekst og ergo inkluderer nogle af de grammatiske vendinger som er fundamentet for anerkendelsen af denne tafsir, samt at det er spændende for folk der interessere sig for tafsir. De som har mindre kendskab til deres egen lovskole, vil langt hen ad vejen blive påvirket af den Sufi/Sunni doktrin som værket udtrykker. Men det er måske også denne målgruppe bogen er henvendt til, da de tunge diskussioner og grammatikken er fjernet så det forekommer som en ’standard bog’ man kan læse fra start til slut.

***

Den originale arabisk version, samt Feras Hamza engelske oversættelse kan frit læses på altafsir.com. På maktabah.org findes den arabiske version også i en scannet originale. Aisha Bewleys Koranoversættelse fra 1999 kan læses på det Online Koran Projekt – hendes oversættelsen af al-Jalalayn kan købes via. pensum.dk.

Har du (Muhammad) ikke set de,
som har forladt deres hjem i tusindvis
for at beskytte sig mod døden,
hvorefter Allah sagde til dem: »Dø!«
Og derefter vakte Han dem liv [igen]?
Allahs gunst er over menneskene,
men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.

Årsagen til min manglende indsigt skyldes i høj grad, at vi i aya 2:243 bliver fortalt om en person (i.e. profeten Irmiya’), der gik forbi en by, der lå sammenstyret på dets tage og undrede sig over, hvordan sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen. Allah lod ham da dø i et hundrede år for derefter at vække ham til live. Irmiya’ så da, hvordan hans æsel blev klædet med kød og bydelen igen var fuld af liv – hvor han udråber »Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

I modsætning til denne aya, fortæller 2:243 om et folk der udvandrede i tusindvis for at beskytte sig mod døden. Allah lader dem dø for herefter at vække dem til live igen. Ved første øjekast er ligheden mellem disse aya måske ikke særlig stor, men måske vil ligheden udfolde sig når den bagvedliggende historie af 2:243 bliver præsenteret.

Historien lyder som:–
I frygt for døden af en pest, der gentagende gange havde ramte dem, valgte israelitterne i tusindvis at flygte fra deres hjem. Følgelig ville pesten rame dem og israelitterne valgte igen at flygte i tusindvis. De var overbevist om at de kunne flygte fra døden, som evident indikeret mangel på troen på Gud. Gud befalede, at de alle skulle dø. Der døde de og over årenes løb var de blevet til støv og knogler. En af israelitternes profeter, Ezekiel (Hizqīl), kom gående forbi byen og så knoglerne i massevis og bedte Gud om at vække dette folk til live igen. Ezekiel blev inspireret af Gud til at recitere bestemte ord og vande jorden, hvor knoglerne lå. Ezekiel gjorde som sin Herre befalede, og folket blev herefter bragt til live igen.

Ayaen manifesterer Allahs almagt over det vantro folk, og at de ikke bare kan gå deres egen vej mod Hans vilje. Fra et andet aspekt, bliver vi igen mindet om Allahs magt til at vække de døde til live. Det er her vi skal finde ligheden og kontrasten mellem de to aya under omtale. Hvor de vantro israelitter her bliver dræbt for at blive vækket til live igen fra et ønske af en forbigående profet, kunne vi i historien med Irmiya’ læse om en profet der blev dræbt og vækket til live igen. Begge som tegn på Allahs omnipotens over alverden, irrelevant om du er troende, vantro eller profet; så er vi alle dødelige og vil vende tilbage til Ham [K. 2:28]:

Hvordan kan I nægte at tro på Allah?
I var døde,
[og] Han gav jer liv,
derefter tager Han jeres liv,
[og] så giver Han jer [atter] liv,
derefter bringes I tilbage til Ham.

Indenfor klassisk islamisk retsvidenskab er der forskellige beretninger om profetens Ezekiels fulde navn – de fleste kilder refererer til ham som Hizqīl b. Būzī/Būdhī/Būrī. Andre identificerer ham enten med Dhū al-Kifl eller Elisha fra andre koraniske historier. For de der gerne vil vide mere,  se [IE2 ”Hizqil”, EQ ” Ezekiel” og Majlisi, Bihar al-anwar, Beirut 1983, xiii, 381-7].

Bemærk! israelitter [banī ’isrā’ īl] skal ikke forveksles med israeler.

Fadlallah har et meget andet syn på kvinder og deres status i samfundet, i forhold til tidligere lærde. Denne artikel er en sammenligning af Fadlallahs syns med især Khu’is syn, derfor skal det pointeres, at andre levende lærde deler holdning med Fadlallah. Da debatten om ‘kvinden i islam’ genererer meget skrap debat, både iblandt muslimske samfund og samfund i vesten, er det til ingen overraskelse, at denne debat vil drage meget fokus fra muslimer i og udenfor de muslimske lande. En gruppe muslimer spurgte tidligere Ayatollah Khu’i om en kvinder, der stiller op som kandidat til at sidde i parlamentet. De var interesseret i at vide, om det var tilladt for muslimer at stemme på en kvinde. Ydermere spurgte de også, om det overhovdet er tilladt for kvinder at stemme. Som svar på dette skrev Khu’i:

Ligesom alle andre love som er i modstrid med islam og som ikke danner grundlag i Koranen og Sunna, så er det ikke tilladt for mænd eller kvinder at deltage i sådanne parlamenter… [For kvinder] På grund af hendes mangel på rationalitet og utilstrækkeligheden i organisering og hendes manglende evne til at nå mænds status; samlet set, tillader islam hende ikke til at blive udnævnt som dommer eller ikke engang at have forsørgelsen af sine egne børn, selvom faren skulle dø. Så, hvordan kan det være muligt, at hun skulle kunne vejlede den islamiske umma og alle de opgaver der hører med til dette? [Abul Qasim Khu'i, citeret fra Moslem Group of U.S. og Canada publication, Masa'il Fiqhiya]

I modsætning til dette, argumenterer Fadlallah for fuld ret til politisk aktivitet; både retten til at stemme og retten til at blive nomineret som politisk kandidat. Han tager det yderligere ved at argumentere for, at kvinder kan holde ledende positioner i den islamiske stat, og han udfordrer dem, som siger, at kvinder ikke har kapaciteten til at lede, eller dem, der siger, at de er utilstrækkelige i organisering sammenlignet med mænd. Fadlallah svarede som følgende:

Vi må udlede det islamiske synspunkt om kvinden fra den hellige Koran. Så hvis vi skal analysere en kvindes rolle i det politiske og sociale sfære, skal vi mindes de guddommelige ord: “De mandelig troende og de kvindelig troende er vejledt i henhold til hinanden, tager glæde i det rette og forbyder det onde.” Hvis vi udleder at ordet ‘rette’ sammenfatter alle sfærer af menneskelig aktiviteter som Gud værdsætter, og at ‘onde’ er alt det Gud ikke kan lide, så kan vi konkludere, at mandelig og kvindelig troende skal være hinandens vejledere, beskyttere, hjælpere, elskere og være med hinanden indefor alt, hvad wilaya skal være.

Og hvis vi analyserer Koranens synspunkt om kvinders mentale kapacitet, konkluderer vi så, at kvindens rationalitet kan nå samme niveau som mænds? Eller er hun højere end han er? I mine studier om kvinder har jeg undersøgt historien om dronningen af Sheeba, som Gud har præsenteret som en kvinde bedre end mændene. Mens mændene omkring hende handlede følelsesladt, var hun rationel. Mens mændene var ‘forvirrede’, var hun planlæggeren og tænkeren. Er dette da i overensstemmelse med, at kvinder har en fjerdel eller en halvdel af hjerne kapacitet af mændene? Er det da sådan Koranen fremstiller hende? [Fadlallah, "Anaween fi al-Amal al-Islami," et fordrag til hawza studerende i Beirut, 26. November 1995]

I sin bog ‘Islamisk syn på kvinder’ (ta’ammulat islamiyya hawla al-mar’a), udtrykker Fadlallah lignende holdninger. Han har sagt, at han udfordrer alle, der anvender den kendte hadith af Imam Ali, “kvinder har mangler i tro, lykke og rationalitet”.

Hvis vi ser på synspunkter om seksuelt samleje, ses det iblandt de ledende lærde, inkluderet Ayatollah Khu’i – at mænd er påkrævet at have samleje med deres kone(r) mindst en gang hver fjerde måned. Når en mand rejser fra sin kone(r) for et ubestemt tid, så har kvinden ikke retten til skilsmisse så længe manden sørger for hendes velvær. Fadlallah er helt i modstrid med denne lovgivning:

Her kommer vi til de fatwas fra andre ulama, at mens manden ikke er underlagt til at have seksuel samleje med sin kone, undtagen en gang hver fjerde måned, ligemeget hvor lang hans rejse er, har hun ikke ret til seksuel samleje, selvom han er væk i 50 år, så længe han forsørger hende med finansielle midler… Lad os tage disse fatwas og sammenligner dem med hvad vi har lært fra den Hellige Koran: Er dette “venlighed, gensidig partnerskab?”… Men hvordan kan Gud ordre mænd til at have sådan et partnerskab med sin kone, og alligevel danne love som disse? Er livtids fangeskab gensidig partnerskab? Kan ægteskabet blive bedømt som “gensidig partnerskab” når en mand ægter sig en kvinde, og benægter hende seksuel ret? [Fadlallah, "Al-Minhaj," s. 244-270]

Fadlallah tillader fødselskontrol og siger, at kvinden har ret til ikke at få børn, selvom dette kan være i modstrid med hendes mands ønsker. I henhold til abort, ser vi forskellige synspunkter i henhold til de lærdes synspunkter. De fleste har lovgivet, at fra det tidspunkt hvor manden trænger ind i kvinden, der er abort ikke tilladt under nogen omstændigheder. Khu’is lovgivning er lidt anderledes end det generelle synspunkt: hvis graviditeten udgør en fare inden fosteret har fået et sjæl (fire måneder ind i graviditeten), så er abort tilladt. Dog, hvis de fire måneder er overstået og kvinden er i fare, er abort forbudt.

Fadlallahs svar til dette er signifikant forskelligt fra alle de andre lærdes. Hans lovgivning lyder, at hvis en graviditet på et hvilket som helst tidspunkt truer overlevelsen af moderen, skal hendes liv reddes. Han argumenterer for, hvis der er nogle, der truer med at dræbe hende, er det obligatorisk for hende at kæmpe imod – selvom dette indebærer at tage en andens liv. Han sammenligner således en livstruende graviditet med selvforsvar. Yderligere argumenterer han, at hvis en kvinde er blevet voldtaget og bliver gravid af dette, møder hun sociale ydmygelse, hendes liv kan således komme i fare – dette giver hende retten til abort. For at toppe det af, siger Fadlallah at “en mand har ingen rolle i denne beslutning (i henhold til abort), om han er blevet såret over det eller ej, da graviditet er en sag vedrørende faren for kvinden og ikke manden”.

Ingen anden af hans lovgivninger har været så kontroversiel end kvindens ret til at onanere, hvor Khu’i og alle andre fuqaha er stærkt imod. Det generelle synspunkt iblandt ulama er, at kvinder har en semi-ligende væske som kan blive udløst under seksuelt samleje, hvor det i henhold til religiøs lov er kun tilladt at udløse under samleje, dermed er onani forbudt for begge køn. Fadlallah har konsulteret forskellige doktorer og læger ved det Amerikanske Universitet i Beirut og konkluderede, at kvinder ikke har sådan en væske. Da lovgivningen af onani dannes på baggrund af denne væske, og da eksperter konkluderede, at denne form for væske ikke findes, argumenterer Fadlallah for, at der ikke er basis for at onani [hos kvinder] skal være forbudt.

Ikke til den store overraskelse ses Fadlallah oftest som ‘kvindernes mand’, dette især hos muslimske kvinder, der er bosat i vesten. De ser ham som værende den eneste mujtahid og lovgiver, som tager udgangspunkt i kvindens ret. Ikke lignende andre lærde, har Fadlallah længe holdt den holdning, at kvinder kan holde religiøse og politiske positioner. Selvom der er mange muslimer (og muslimske retslærde), der ikke anerkender Fadlallah som værende lærd, så har han sikret sig en plads i historiebøgerne, ved at være blandt de første retskyndige der danner grundlag for sådanne holdninger.

* * *

Jeg publiceret denne artikel første gang tilbage i ultimo 2007 og har i en stykke tid overvejet at genpublicere den online. Det interessante med netop denne artikel er forskelligheden der bolder sig blandt shia usuli retskyndige.

Heed not the blind eye, the echoing ear, nor yet the tongue,
but bring to this great debate the test of reason. ― Parmenides

til at stå som det eneste citat på siden ’Om shiaislam[dot]dk.’ I min verden eksisterer der altså en række præmisser hvorpå vi som mennesker kan drage sande og falske konklusioner. Teser der leder os til flertydige konklusioner er i bund og grund mennesket forskellighed i opfattelsen af elementerne og reglerne der danner rammer for vores tankeværk. Denne indsigt af min, blev for mig stedfastet for en årrække tilbage (2005), hvor jeg fulgte kandidatkurset  ’Logic in Computer Science: modeling and reasoning about systems (Logik i datalogi: modeller og beviser for systemer)’. I lærebogen (ved samme titel) af Michael Huth og Mark Ryan studset jeg over følgende,

“Sometimes we can’t prove something directly in the sense of taking apart given assumptions and reasoning with their constituents in a constructive way. Indeed, the proof system of natural deduction, …, specifically allows for indirect proofs that lack a constructive quality: for example, the rule … allows us to prove φ by showing that ¬φ [e.i not φ] leads to a contradiction. Although ‘classical logicians’ argue that this is valid, logicians of another kind, called ‘intuitionistic logicians,’ argue that to prove φ you should do it directly, rather than by arguing merely that ¬φ is impossible.“ [jf. kilde, ‘An aside: proof by contradiction’]

For at samle op, er det væsentlige (og interessante) ved dette citat, at sandhed udledes fra de definerede elementer og regler som danner grundlag for ens logik.

Efter afslutning af kurset i 2005 skrev jeg min bachelorafhandling indenfor selv samme felt. Siden da har jeg også været hjælpeunderviser på kurset op indtil dagens dato. Det der fascinerer mig ved modellering og logikken er, at vi indenfor opsatte rammer kan snakke om entydige sandheder og falskheder. Selvom der eksistere nuancer mellem den moduleret verden versus den verden vi nu engang lever i, kan der uddrages paralleller der er utrolig præcise. Igen skal dette ses i lyset af forskellighederne af menneskets ’basiselementer og regler.’

Den reflekterende kan nu passende spørge, ”vi taler jo ikke om tvetydige udledninger fra samme præmisser, hvis du og jeg snakker ud fra hver sin sfære – her snakker vi snare om en forskellighed i ens logiske opfattelse?”

Denne undren er delvist korrekt, alt afhængig af hvordan spørgsmålet anskues. Men set fra et andet aspekt kan der kun være enighed om, at sfærerne må være overlappende, for at vi mennesker overhovedet kan komme hinanden ved. Eksempelvis atomerne (eller elementerne) at der eksistere noget ’sandt’ og noget ’falsk’ og det, at noget sandt ikke kan være falsk på ene og samme tid, er vel passende eksempler.

Hvor vil jeg hen med alt dette?

På et eller andet niveau kan vi alle finde fælles fodfæste og indgå i dialog. Selvom dette fælles fodfæste er relativt og kan være abstrakt, er der altid noget vi er enige om. Denne fælles enighed blandt menneskeheden kan argumenteres ud fra, at vi er de eneste skabninger af højere intellekt, vi lever på den ene og samme klode, vi ånder den samme luft etc. Fra et koranisk aspekt lyder det,

“Så løft dit åsyn mod religionen som en gudsøgende, ifølge den natur (arabisk: fitrah), hvori Gud har skabt mennesket! Guds skabning er uforanderlig. Det er den rette religion; men de fleste mennesker har ingen viden.” [K. 30:30]

Når Koranen siger “ifølge den natur (arabisk: fitrah), hvori Gud har skabt mennesket!” menes der, at alle mennesker pr. natur er født med basis elementer, som vi alle finder sande eller falske. Og det er nemlig denne fitrah der gør os mennesker unikke i forhold til alle andre skabninger, for et eller andet sted kan vi alle relatere til det der er ret og uret.

Det er nemlig dette objektive legeme der adskiller sig betydelig fra vores subjektiv forståelse – det selvom legemet igennem hele vores levetid, vil blive bombarderet af den subjektive opfattelse der strømmer ind via vores sanser. Da dette er hvad vi som mennesker har til fælles, så lad os komme hinanden ved på vilkåret af, at vi alle er ligemænd.

dialog + logik = dialogik

Eller som den, der kom forbi en landsby som lå sammenstyrtet på dets tage. Han sagde:
»Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?«
Da lod Allah ham dø i hundrede år og genoplivede ham derefter. Allah sagde:
»Hvor længe har du været her?«
Han svarede:
»Jeg har været her en dag eller noget af en dag.«
Han sagde:
»Nej du har været her i hundrede år, så se din mad og drikke som ikke er rådnet!
Og se dit æsel!
— For Vi vil gøre dig til et tegn for menneskene. —
Og se knoglerne, hvorledes Vi samler dem og derefter beklæder dem med kød.«
Da dette blev klart for ham, sagde han:
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

Koranfortolkere er til en vis grad uenige om hvem personen under omtaler er. Visse anser at verset omtaler profeten Irmiyā’, andre profeten ‘Uzair og endnu andre anser at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person; det er dog vigtigt ikke at forveksle personen under omtale med al-Khadir. Der har også været uenighed om hvilken by der præcis omtales, selvom størstedelen af koranfortolkerne anser det som nuværende Jerusalem. Det er af min opfattelse at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person og byen under omtale er Jerusalem, som bl.a. fremgår af en overlevering af Imam al-Sadiq,

’Allah bragte døden over profeten Irmiyā’, som så Jerusalems ruiner og dets omgivelser efter Nebuchadnezzar havde invaderet det. Han sagde, ”Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?!” Så lod Allah ham dø i hundred år, for derefter at genoplivet ham. Han så på sine organer, hvordan de blev bragt sammen og hvordan de blev tildækket med kød. Han så hvordan sine læber og vener blev forbundet til hinanden. Da han satte sig oprejst sagde han, »Jeg ved at Allah er i stand til alt.« [al-Ihtijaj, bd. 2, s. 230, nr. 223]

Historien lyder som:–
Efter at Nebuchadnezzar II havde erobret Jerusalem, brændte hans hær hele byen ned, til der kun var asker tilbage. Ligene af byens beboere blev efterladt til at blive spist af vilde dyr og de overlevende blev taget til fange. Da Irmiyā’ gik forbi byens ruiner, undrede han sig over om sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen og om de efterladte rådne knogler nogensinde vil blive genoplivet. Allah bragte døden over Irmiyā’ og hans æsel og lod dem være skjult for mennesket syn i et hundred år. Da omtrent halvfjerds år var gået, døde Nebuchadnezzar II og blev efterfulgt af Kyros II (i.e. Kyros den Store), som tillod at genopbygge Jerusalem. I løbet af de kommende tredve år blev Jerusalem igen en central by, som blev beboet af mange. Der var nu gået et hundrede år siden Allah lod døden ramme Irmiyā’ og hans æsel.

Da døden kom over Irmiyā’ var det i morgentimerne og da han blev genoplivet var det inden skumringen af solen. En engel i menneskelig skikkelse blev sendt til Irmiyā’ for at spørge, hvor lang tid han havde sovet. Irmiyā’ svarede at have havde sovet en dag eller noget af en dag. Englen fortalte Irmiyā’ at han sandelig havde sovet i et hundred år. Irmiyā’ fandt sig selv i undren og kiggede rundt og så sandelig at den ruinerede by han efterlod, nu var fuldt genopbygget med ting som virkede nyt for ham. Englen bad Irmiyā’ at se til hans mad og drikke i hans taske, som stadig var helt friske som da han efterlod det. Derefter så Irmiyā’ sit æsel, som var blevet til støv og kun knogler var tilbage som tegn på tiden der var gået. Da blev Irmiyā’ bedt om at kigge på knoglerne af sit æsel. Knoglerne, med Allahs vilje, blev forordnet til at blive samlet igen på behørig vis og derefter klædet med kød. Æslet var igen et levende dyr, præcis som da han efterlod det.

Irmiyā’ blev fortalt, at han var blevet gjort til et tegn eller eksempel for de som ikke tror eller ikke ved, hvordan de døde vil blive legemlig genoplivet på Dommens Dag. Da Irmiyā’ havde oplevet alt dette, svarede han, at han indtil nu kun havde kendt til argumentet, men først nu havde han en førstehånds oplevelse af Allahs Almagt over alle ting.

Da Irmiyā’ vendte hjem til sin hjemby, som han forlod for et hundred år siden, så han, at sit barnebarn var blevet en meget gammel mand, mens han selv var halvtreds år gammel. Således blev profeten Irmiyā’ et evig tegn på Allahs Almagt. Det kan afsluttende bemærkes, at da alt dette blev klart for Irmiyā’ svarede han,

»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

og ikke

»Jeg ved (nu) at Allah er i stand til alt.«

Altså var profeten Irmiyā’ klar over Allahs Almagt, men pga. hans undren blev han valgt som tegn eller eksempel for kommende generationer.

Siden da har jeg hørt samme spørgsmål i varierende ordlyd, dog alle med samme kernespørgsmål -testen lyder således,

Hvis Shi’a accepterer afslutningen på profetisme (nubuwwah) med Muhammads død, så må al form for kommunikation med det hinsidige også være stoppet med Muhammads bortgang. Således skal folket enten ære ideen om afslutning af profetkaldet og afvise Imamerne eller acceptere Imamerne som profeter og afvise at profetisme afsluttes med Muhammad.

Selvom denne tese ab initio er forkert, afspejler konklusionen en fejlslutning.

Lad os tage fat i rødderne af problemstillingen. Der findes mennesker som befinder sig i et mellemstadie mellem ordinære mennesker og profeter. I Koranen introduceres vi eksempelvis for en person, hvem Gud har givet en speciel viden, hvorfra profeten Moses spørger om hjælp i en ung alder,

”De fandt en af Vore tjenere, som Vi havde vist barmhjertighed fra Os og tildelt viden fra Os…” [K. 18:65-82].

Endnu et andet eksempelvis er personen som var en minister under profeten Salomons herredømme,

”Ham, der havde viden om Skriften,” [K. 27:40].

…hvis formål var at bringe Sabas Dronningens trone fra Yemen til Salomons gård med et enkelt blink med øjet.

En tredje person var kongen Alexander den Store, som var i kommunikation med Gud og var blevet

”vist en vej til alting.” [K. 18:84].

Det disse tre personer har til fælles var, at de ikke var profeter, men var i direkte kommunikation med Gud. Fra et koranisk koncept opdeles mennesker nemlig ikke i ordinære mennesker (du og jeg) versus specielle mennesker (profeter). Interessant nok, opdeles mennesker i Koranen heller ikke i henhold til kriteriet om trosforhold, altså troende versus ikke-troende. Mennesker er i Koranen opdelt i tre kategorier, de troende, de vantro og de der bliver bragt Ham [Gud] nær (al-muqarrabun).

Selvom sidstnævnte kategori kan grupperes samme med de troende, er de så afgørende forskellige fra de ordinære troende, at de i Koranen betegnes i en kategori for sig selv,

”Hvem tilkommer det mest at blive fulgt: Den, der retleder til sandheden, eller den, der ikke kan retlede, med mindre han selv bliver retledt?” [K. 10:35].

Fra et andet perspektiv kan det argumenteres, at nogle troende stræber på at blive retledt af andre troende; som bl.a. omtalt i åbningskapitlet af Koranen,

”Led os ad den lige vej — vejen, der følges af dem, Du har velsignet.” [K. 1:7].

Ved første øjekast antages det umiddelbart at ’de som Gud har velsignet’ er profeter som retleder ordinære troende. Dette argument er kun delvist korrekt, idet Koranen andetsteds beskriver denne velsignede gruppe,

”De, der adlyder Gud og Sendebuddet, skal være sammen med dem, som Gud har velsignet: Profeterne, de sandfærdige vidnerne og de retfærdige. De er godt selskab!” [K. 4:69].

I henhold til dette vers, er fire grupper blandt ’de der er velsignet af Gud’,

1. Profeterne (nabiyyun)
2. De sandfærdige (siddiqun)
3. Vidnerne (shuhada)
4. De retfærdige (salihun)

Bemærk! at de troende i dette vers, under forudsætningen af at de adlyder Gud og Sendebuddet, bliver lovet at være med og ikke fra de retledede!

Velkommen til webloggen shia islam. Jeg vil løbende blogge om emner der (forhåbentlig) er lærerige og interessante fra et shiitisk syn. Håber at du som bruger også vil deltage i debatten – følg dig velkommen til at bidrage med kommentarer og andre bemærkninger på bloggen.

Websiden er valideret og burde opstille indholdet korrekt på din skærm; hvis det skulle være tilfældet at du støder på en bug, så skriv asap ind til mig og rapporter fejlen. Med dette sagt vil jeg ønske dig velkommen og god læsning.