OG [HUSK,] da Abraham sagde: »Min Herre!
Vis mig, hvordan Du giver de døde liv,«
Han svarede:
»Og tror du da ikke?«
Han sagde:
»Sandelig, men for at mit hjerte falder til ro.«
Han svarede:
»Tag da fire fugle og skær dem i stykker,
lig derefter et stykke af dem på hvert bjerg,
kald derefter på dem;
de vil komme til dig i hast.
Og vid at Allah er mægtig, vis.«

Generelt om Suraen

Suraen i sin helhed er af stor betydning, eksempelvis kan man læse følgende om al-Baqarah  (og specielt kursī-verset som findes i slutningen af suraen):

Ledsagerne diskuterede om hvilket [vers] der var det mest excellente i Koranen; og Ali sagde, ’Hvorfor går I så langt væk fra kursī-verset?’ Da sagde han [Ali]: ’Guds profet sagde, ”Ali! Den bedste af menneskeheden er Adam, den bedste af araberne er Muhammad —uden at prale—, den bedste af perserne er Salmān, den bedste af byzantinerne er Suhayb, den bedste af etiopierne er Bilāl, den bedste af bjerge er al-Tūr*, den bedste ugedag er fredag, den bedste tale er Koranen, det bedste af Koranen er [surat] al-Baqarah og det bedste af al-Baqarah er kursī-verset. – [Se bl.a. Korankommentar af Hūd og Zamakhshar ī (for at nævne to ikke-Shia kilder) K. 2:255]

To oversættelser af 2:260

Jeg mindes specielt en søndag i slutningen af februar måned, hvor jeg sad med to engelske oversættelser af Koranen, hver med sin tilgang til hvordan teksten skal oversættes. (Oversætter 1) Sayyid Ali Quli, af iransk oprindelse og den første Shia til at oversættelse Koranen til engelsk** har en frase-for-frase oversættelsestilgang. Quli er af den forståelse at eftersom vi mennesker ikke kender det fuldkomme budskab bag ’Forfatteren’ af Bogen, kan vi kun holde os til en ordret og teknisk oversættelse. Dette renderer til tider en tung, men samtidig en nøjagtig oversættelse af den originale arabiske tekst. (Oversætter 2) Abdel Haleem, professor i islamisk studier ved kollegieuniversitetet i London og redaktør på ’Journal of Qur’anic Studies’. Haleem som også er hafiz, har renderet en dynamisk oversættelse hvor han gør teksten mere flydende at læse, men har præsentere en meget specifik forståelse af teksten. Af de supplerende noter ses klart at oversættelsen repræsenterer et standard Sunni værk med udgangspunkt i al-Razi’s korankommentar. Her præsentere jeg begge oversættelser af aya 2:260:

Ali Quli:

And when Abraham said, ‘My Lord! Show me how You revive the dead,’ He said, ‘Do you not believe?’ He said, ‘Yes indeed, but in order that my heart may be at rest.’ He said, ‘Take four of the birds. Then cut them into pieces, and place a part of them on every mountain, then call them; they will come to you hastening. And know that Allah is all-mighty and all-wise.’

Abdel Haleem:

And when Abraham said, ‘My Lord, show me how You give life to the dead,’ He said, ‘Do you not believe, then?’ ‘Yes,’ said Abraham, ‘but just to put my heart at rest.’ So God said, ‘Take four birds and train them to come back to you. Then place them on separate hilltops, call them back, and they will come flying to you: know that God is all powerful and wise.’

Der ses en klar forskel mellem de to oversættelser, især i befalingen som Allah gav som svar på Abrahams undren. I henhold til Haleem betyder fa-surhunna at ’gøre dem tilbøjelige’. Altså tæmme dem og gøre dem imødekommende mod en. Angiveligt er det denne mening pga. at ordet følges af præpositionen ilā (til). Verbet sāra (at blive), efterfulgt af ilā, giver mening at gøre dem tilbøjelige. I modsætning til dette argument, anser klassiske korankommentarer at fa-surhunna definitivt betyder ’at skære dem i stykker/dele’. Præpositionen ilā (til) er her anvendt som en implikation til tilbøjelighed. Som grammatisk bevis herpå refereres der til vers 187 tidligere i suraen (set i lyset af frasen arrafathu ilā nisā’ ikum [at gå ind til jeres kvinder]).

Abrahams spørgsmål

Spørgsmålet som Abraham stillede kan betyde en af følgende to ting:

1) Hvordan kunne de materielle dele af de døde fugle samles efter de var blevet placeret hist og pist og hvordan kunne disse acceptere liv og komme til live igen?

2) Hvordan skænker Allah liv til de døde.

Hvor det første spørgsmål omhandler effekten og resultatet, er det andet spørgsmål omhandlende begrundelsen og årsagen. Sidstnævnte aspekt minder meget om kongedømmet, som nævnes andetsteds i Koranen (til denne påstand skal jeg vende tilbage senere i teksten):

Hans befaling, når Han ønsker en ting, er blot, at Han siger til den: “Bliv til!” og så er den til. Højlovet være Han, i hvis hånd kongedømme over alting ligger, og til hvem I vil blive ført tilbage! [K. 36:82-83]

Nu følger så det interessante spørgsmål: Hvordan kan pronomenet i ’kald derefter på dem’ og ’de vil komme til dig’ referere til fuglene, når kun delene af de fugle er tilbage? Svaret hertil følger: en adskillelse følger den verbale tale versus skabelsens tale. Eksempelvis ayaen:

Så rettede Han sig mod Himlen, mens den endnu var røg, og sagde til den og til jorden: “Kom, frivilligt eller under tvang!” De sagde: “Vi kommer frivilligt.” [K. 41:11]

Her adresserer Allah himlene mens de var ikke-eksisterende; kun dets stof var tilstedeværende på daværende tidspunkt. Ligeså blev Abraham fortalt at kalde på fuglene, mens de ikke eksisterede; kun deres dele eksisterede på daværende tidspunkt. Hertil kommer ayaen:

Hans befaling, når Han ønsker en ting, er blot, at Han siger til den: “Bliv til!” og så er den til. [K. 36:82]

Den verbale tale kræver at en adressat [eller: modtager] eksisterer før talen. Dette er dog ikke nødvendigt i tilfældet af skabelsens tale. Her følger eksistensen af adressaten talen. I dette tilfælde, er talen, modtageren eller talen ’skabelsen’; og eksistens årsagen af skabelse. I ovenstående aya 36:82 er ”og så er den” [i.e. eksistens] afhængig af skabelsens ord ”Bliv til”. [i.e. skabelsen]. Dette ord ”Bliv til” er kongedømmet over alle ting, som også næves i det efterfølgende vers:

Højlovet være Han, i hvis hånd kongedømmet over alting ligger… [K. 36:83]

Og Allah har sagt at Han har vist Abraham det største kongedømme over alle Hans skabninger:

Således lod Vi Abraham se himlenes og jordens kongedømmer, for at han kunne blive en af de faste i troen. [K. 6:75]

Afsluttende bemærkning

Det er klart at spørgsmålet Abraham stillede var hvordan Allah skænker liv til de døde og at han undrede sig over begrundelsen og årsagen. Som værende profet, samt efter en lang årrække som profet også blevet hævet til ranken som Imam (nævnt tidligere i suraen):

OG [HUSK,] da Abraham blev prøvet med ordre fra Sin Herre;
så udførte han dem.
Han sagde: »Jeg vil gøre dig til Imam for menneskene.«
Abraham spurgte:
»Og mine efterkommere?«
Han svarede: »Min pagt omfatter ikke de oppressive.« [K. 2:124]

og han kort forinden aya 2:260 diskuterede med Nimrod om hvordan Allah giver og tager liv:

HAR DU ikke set den som stredes med Abraham om hans Herre,
at Allah havde givet ham kongemagten?
Da Abraham sagde:
»Min Herre er Den, der giver liv og bringer død,«
sagde han:
»Jeg giver [også] liv og bringer død,«
Abraham svarede:
»Allah bringer sandelig solen fra østen:
så bring du den fra vesten!«
Da blev den, der nægtede at tro målløs
og Allah retleder ikke de oppressive folk. [K. 2:258]

Forekommer det usandsynligt at Abraham undrede sig over effekten og resultatet af at give og tage liv. Dette er i kontrast med historien af profeterne Ezeikel og Irmiyā (begge tidligere nævnt her på bloggen) – og kun de forstandige reflektere.

***

* Termen i sin basis forståelse udtrykker ’bjerg’, men her er det en reference til bjerget hvor Gud talte til Moses (sc. Sinai Bjerget). Der er hyppigt reference til dette i Koranen, se (K. 4:153; 23:20; 95;2); ’al-Tūr’ IE2.

** Selvom dette siges skal det tages med en vis forbehold – oversættelsen af ’ A Poetic Translation’ af Fazlollah Nikayin dateret oktober 2000 var tidligere ude end Ali Quli. Det læseren skal ligge i det er nok mere at oversættelsen indholdsmæssigt (noter, kommentar m.m.) er den første der afspejler et rent shiitisk aspekt.

Note: som en entusiastisk læser af forskellige korankommentar, vil jeg med al respekt gerne fremhæve al-Mizan som et vidunderværk omhandlende vers 2:260.

Har du (Muhammad) ikke set de,
som har forladt deres hjem i tusindvis
for at beskytte sig mod døden,
hvorefter Allah sagde til dem: »Dø!«
Og derefter vakte Han dem liv [igen]?
Allahs gunst er over menneskene,
men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.

Årsagen til min manglende indsigt skyldes i høj grad, at vi i aya 2:243 bliver fortalt om en person (i.e. profeten Irmiya’), der gik forbi en by, der lå sammenstyret på dets tage og undrede sig over, hvordan sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen. Allah lod ham da dø i et hundrede år for derefter at vække ham til live. Irmiya’ så da, hvordan hans æsel blev klædet med kød og bydelen igen var fuld af liv – hvor han udråber »Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

I modsætning til denne aya, fortæller 2:243 om et folk der udvandrede i tusindvis for at beskytte sig mod døden. Allah lader dem dø for herefter at vække dem til live igen. Ved første øjekast er ligheden mellem disse aya måske ikke særlig stor, men måske vil ligheden udfolde sig når den bagvedliggende historie af 2:243 bliver præsenteret.

Historien lyder som:–
I frygt for døden af en pest, der gentagende gange havde ramte dem, valgte israelitterne i tusindvis at flygte fra deres hjem. Følgelig ville pesten rame dem og israelitterne valgte igen at flygte i tusindvis. De var overbevist om at de kunne flygte fra døden, som evident indikeret mangel på troen på Gud. Gud befalede, at de alle skulle dø. Der døde de og over årenes løb var de blevet til støv og knogler. En af israelitternes profeter, Ezekiel (Hizqīl), kom gående forbi byen og så knoglerne i massevis og bedte Gud om at vække dette folk til live igen. Ezekiel blev inspireret af Gud til at recitere bestemte ord og vande jorden, hvor knoglerne lå. Ezekiel gjorde som sin Herre befalede, og folket blev herefter bragt til live igen.

Ayaen manifesterer Allahs almagt over det vantro folk, og at de ikke bare kan gå deres egen vej mod Hans vilje. Fra et andet aspekt, bliver vi igen mindet om Allahs magt til at vække de døde til live. Det er her vi skal finde ligheden og kontrasten mellem de to aya under omtale. Hvor de vantro israelitter her bliver dræbt for at blive vækket til live igen fra et ønske af en forbigående profet, kunne vi i historien med Irmiya’ læse om en profet der blev dræbt og vækket til live igen. Begge som tegn på Allahs omnipotens over alverden, irrelevant om du er troende, vantro eller profet; så er vi alle dødelige og vil vende tilbage til Ham [K. 2:28]:

Hvordan kan I nægte at tro på Allah?
I var døde,
[og] Han gav jer liv,
derefter tager Han jeres liv,
[og] så giver Han jer [atter] liv,
derefter bringes I tilbage til Ham.

Indenfor klassisk islamisk retsvidenskab er der forskellige beretninger om profetens Ezekiels fulde navn – de fleste kilder refererer til ham som Hizqīl b. Būzī/Būdhī/Būrī. Andre identificerer ham enten med Dhū al-Kifl eller Elisha fra andre koraniske historier. For de der gerne vil vide mere,  se [IE2 ”Hizqil”, EQ ” Ezekiel” og Majlisi, Bihar al-anwar, Beirut 1983, xiii, 381-7].

Bemærk! israelitter [banī ’isrā’ īl] skal ikke forveksles med israeler.

Eller som den, der kom forbi en landsby som lå sammenstyrtet på dets tage. Han sagde:
»Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?«
Da lod Allah ham dø i hundrede år og genoplivede ham derefter. Allah sagde:
»Hvor længe har du været her?«
Han svarede:
»Jeg har været her en dag eller noget af en dag.«
Han sagde:
»Nej du har været her i hundrede år, så se din mad og drikke som ikke er rådnet!
Og se dit æsel!
— For Vi vil gøre dig til et tegn for menneskene. —
Og se knoglerne, hvorledes Vi samler dem og derefter beklæder dem med kød.«
Da dette blev klart for ham, sagde han:
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

Koranfortolkere er til en vis grad uenige om hvem personen under omtaler er. Visse anser at verset omtaler profeten Irmiyā’, andre profeten ‘Uzair og endnu andre anser at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person; det er dog vigtigt ikke at forveksle personen under omtale med al-Khadir. Der har også været uenighed om hvilken by der præcis omtales, selvom størstedelen af koranfortolkerne anser det som nuværende Jerusalem. Det er af min opfattelse at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person og byen under omtale er Jerusalem, som bl.a. fremgår af en overlevering af Imam al-Sadiq,

’Allah bragte døden over profeten Irmiyā’, som så Jerusalems ruiner og dets omgivelser efter Nebuchadnezzar havde invaderet det. Han sagde, ”Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?!” Så lod Allah ham dø i hundred år, for derefter at genoplivet ham. Han så på sine organer, hvordan de blev bragt sammen og hvordan de blev tildækket med kød. Han så hvordan sine læber og vener blev forbundet til hinanden. Da han satte sig oprejst sagde han, »Jeg ved at Allah er i stand til alt.« [al-Ihtijaj, bd. 2, s. 230, nr. 223]

Historien lyder som:–
Efter at Nebuchadnezzar II havde erobret Jerusalem, brændte hans hær hele byen ned, til der kun var asker tilbage. Ligene af byens beboere blev efterladt til at blive spist af vilde dyr og de overlevende blev taget til fange. Da Irmiyā’ gik forbi byens ruiner, undrede han sig over om sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen og om de efterladte rådne knogler nogensinde vil blive genoplivet. Allah bragte døden over Irmiyā’ og hans æsel og lod dem være skjult for mennesket syn i et hundred år. Da omtrent halvfjerds år var gået, døde Nebuchadnezzar II og blev efterfulgt af Kyros II (i.e. Kyros den Store), som tillod at genopbygge Jerusalem. I løbet af de kommende tredve år blev Jerusalem igen en central by, som blev beboet af mange. Der var nu gået et hundrede år siden Allah lod døden ramme Irmiyā’ og hans æsel.

Da døden kom over Irmiyā’ var det i morgentimerne og da han blev genoplivet var det inden skumringen af solen. En engel i menneskelig skikkelse blev sendt til Irmiyā’ for at spørge, hvor lang tid han havde sovet. Irmiyā’ svarede at have havde sovet en dag eller noget af en dag. Englen fortalte Irmiyā’ at han sandelig havde sovet i et hundred år. Irmiyā’ fandt sig selv i undren og kiggede rundt og så sandelig at den ruinerede by han efterlod, nu var fuldt genopbygget med ting som virkede nyt for ham. Englen bad Irmiyā’ at se til hans mad og drikke i hans taske, som stadig var helt friske som da han efterlod det. Derefter så Irmiyā’ sit æsel, som var blevet til støv og kun knogler var tilbage som tegn på tiden der var gået. Da blev Irmiyā’ bedt om at kigge på knoglerne af sit æsel. Knoglerne, med Allahs vilje, blev forordnet til at blive samlet igen på behørig vis og derefter klædet med kød. Æslet var igen et levende dyr, præcis som da han efterlod det.

Irmiyā’ blev fortalt, at han var blevet gjort til et tegn eller eksempel for de som ikke tror eller ikke ved, hvordan de døde vil blive legemlig genoplivet på Dommens Dag. Da Irmiyā’ havde oplevet alt dette, svarede han, at han indtil nu kun havde kendt til argumentet, men først nu havde han en førstehånds oplevelse af Allahs Almagt over alle ting.

Da Irmiyā’ vendte hjem til sin hjemby, som han forlod for et hundred år siden, så han, at sit barnebarn var blevet en meget gammel mand, mens han selv var halvtreds år gammel. Således blev profeten Irmiyā’ et evig tegn på Allahs Almagt. Det kan afsluttende bemærkes, at da alt dette blev klart for Irmiyā’ svarede han,

»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«

og ikke

»Jeg ved (nu) at Allah er i stand til alt.«

Altså var profeten Irmiyā’ klar over Allahs Almagt, men pga. hans undren blev han valgt som tegn eller eksempel for kommende generationer.