Jeg blev engang konfronteret af en Sunni bror, som spurgte ind til om Shia muslimer anser deres Imamer som værende profeter. Kort herefter spurgte han også ind til om Imamerne var modtagere af åbenbaring. Til dette svarede jeg korrekt at Imamerne hverken var profeter eller modtagere af åbenbaring (wahy). Herefter stillede han spørgsmål ved Imamernes specielle status, både som retledere, ufejlbarlige og som besiddere af særlig viden. I hans verden var mennesker altså enten profeter med specielle egenskaber og i direkte kommunikation med Gud, ellers var de almene mennesker som alle os andre. Inden jeg nåede at svare på hans underen, blev vores samtale afbrudt af andre tilstedeværende.

Siden da har jeg hørt samme spørgsmål i varierende ordlyd, dog alle med samme kernespørgsmål -testen lyder således,

Hvis Shi’a accepterer afslutningen på profetisme (nubuwwah) med Muhammads død, så må al form for kommunikation med det hinsidige også være stoppet med Muhammads bortgang. Således skal folket enten ære ideen om afslutning af profetkaldet og afvise Imamerne eller acceptere Imamerne som profeter og afvise at profetisme afsluttes med Muhammad.

Selvom denne tese ab initio er forkert, afspejler konklusionen en fejlslutning.

Lad os tage fat i rødderne af problemstillingen. Der findes mennesker som befinder sig i et mellemstadie mellem ordinære mennesker og profeter. I Koranen introduceres vi eksempelvis for en person, hvem Gud har givet en speciel viden, hvorfra profeten Moses spørger om hjælp i en ung alder,

”De fandt en af Vore tjenere, som Vi havde vist barmhjertighed fra Os og tildelt viden fra Os…” [K. 18:65-82].

Endnu et andet eksempelvis er personen som var en minister under profeten Salomons herredømme,

”Ham, der havde viden om Skriften,” [K. 27:40].

…hvis formål var at bringe Sabas Dronningens trone fra Yemen til Salomons gård med et enkelt blink med øjet.

En tredje person var kongen Alexander den Store, som var i kommunikation med Gud og var blevet

”vist en vej til alting.” [K. 18:84].

Det disse tre personer har til fælles var, at de ikke var profeter, men var i direkte kommunikation med Gud. Fra et koranisk koncept opdeles mennesker nemlig ikke i ordinære mennesker (du og jeg) versus specielle mennesker (profeter). Interessant nok, opdeles mennesker i Koranen heller ikke i henhold til kriteriet om trosforhold, altså troende versus ikke-troende. Mennesker er i Koranen opdelt i tre kategorier, de troende, de vantro og de der bliver bragt Ham [Gud] nær (al-muqarrabun).

Selvom sidstnævnte kategori kan grupperes samme med de troende, er de så afgørende forskellige fra de ordinære troende, at de i Koranen betegnes i en kategori for sig selv,

”Hvem tilkommer det mest at blive fulgt: Den, der retleder til sandheden, eller den, der ikke kan retlede, med mindre han selv bliver retledt?” [K. 10:35].

Fra et andet perspektiv kan det argumenteres, at nogle troende stræber på at blive retledt af andre troende; som bl.a. omtalt i åbningskapitlet af Koranen,

”Led os ad den lige vej — vejen, der følges af dem, Du har velsignet.” [K. 1:7].

Ved første øjekast antages det umiddelbart at ’de som Gud har velsignet’ er profeter som retleder ordinære troende. Dette argument er kun delvist korrekt, idet Koranen andetsteds beskriver denne velsignede gruppe,

”De, der adlyder Gud og Sendebuddet, skal være sammen med dem, som Gud har velsignet: Profeterne, de sandfærdige vidnerne og de retfærdige. De er godt selskab!” [K. 4:69].

I henhold til dette vers, er fire grupper blandt ’de der er velsignet af Gud’,

1. Profeterne (nabiyyun)
2. De sandfærdige (siddiqun)
3. Vidnerne (shuhada)
4. De retfærdige (salihun)

Bemærk! at de troende i dette vers, under forudsætningen af at de adlyder Gud og Sendebuddet, bliver lovet at være med og ikke fra de retledede!

Tags: ikke-troende | Imam | muhammad | muqarrabun | Profet | troende | vantro

Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.