shia islam
weblog om shiisme på dansk
‘Dialogik’
Min tilgang til Islam har langt hen af vejen været præget af en logisk tilgang. Begrundelse og rationel tankegang er det endelige sande bevis. Af alle de sigende citater der findes i verden, har jeg valgt,
Heed not the blind eye, the echoing ear, nor yet the tongue,
but bring to this great debate the test of reason. ― Parmenides
til at stå som det eneste citat på siden ’Om shiaislam[dot]dk.’ I min verden eksisterer der altså en række præmisser hvorpå vi som mennesker kan drage sande og falske konklusioner. Teser der leder os til flertydige konklusioner er i bund og grund mennesket forskellighed i opfattelsen af elementerne og reglerne der danner rammer for vores tankeværk. Denne indsigt af min, blev for mig stedfastet for en årrække tilbage (2005), hvor jeg fulgte kandidatkurset ’Logic in Computer Science: modeling and reasoning about systems (Logik i datalogi: modeller og beviser for systemer)’. I lærebogen (ved samme titel) af Michael Huth og Mark Ryan studset jeg over følgende,
“Sometimes we can’t prove something directly in the sense of taking apart given assumptions and reasoning with their constituents in a constructive way. Indeed, the proof system of natural deduction, …, specifically allows for indirect proofs that lack a constructive quality: for example, the rule … allows us to prove φ by showing that ¬φ [e.i not φ] leads to a contradiction. Although ‘classical logicians’ argue that this is valid, logicians of another kind, called ‘intuitionistic logicians,’ argue that to prove φ you should do it directly, rather than by arguing merely that ¬φ is impossible.“ [jf. kilde, ‘An aside: proof by contradiction’]
For at samle op, er det væsentlige (og interessante) ved dette citat, at sandhed udledes fra de definerede elementer og regler som danner grundlag for ens logik.
Efter afslutning af kurset i 2005 skrev jeg min bachelorafhandling indenfor selv samme felt. Siden da har jeg også været hjælpeunderviser på kurset op indtil dagens dato. Det der fascinerer mig ved modellering og logikken er, at vi indenfor opsatte rammer kan snakke om entydige sandheder og falskheder. Selvom der eksistere nuancer mellem den moduleret verden versus den verden vi nu engang lever i, kan der uddrages paralleller der er utrolig præcise. Igen skal dette ses i lyset af forskellighederne af menneskets ’basiselementer og regler.’
Den reflekterende kan nu passende spørge, ”vi taler jo ikke om tvetydige udledninger fra samme præmisser, hvis du og jeg snakker ud fra hver sin sfære – her snakker vi snare om en forskellighed i ens logiske opfattelse?”
Denne undren er delvist korrekt, alt afhængig af hvordan spørgsmålet anskues. Men set fra et andet aspekt kan der kun være enighed om, at sfærerne må være overlappende, for at vi mennesker overhovedet kan komme hinanden ved. Eksempelvis atomerne (eller elementerne) at der eksistere noget ’sandt’ og noget ’falsk’ og det, at noget sandt ikke kan være falsk på ene og samme tid, er vel passende eksempler.
Hvor vil jeg hen med alt dette?
På et eller andet niveau kan vi alle finde fælles fodfæste og indgå i dialog. Selvom dette fælles fodfæste er relativt og kan være abstrakt, er der altid noget vi er enige om. Denne fælles enighed blandt menneskeheden kan argumenteres ud fra, at vi er de eneste skabninger af højere intellekt, vi lever på den ene og samme klode, vi ånder den samme luft etc. Fra et koranisk aspekt lyder det,
“Så løft dit åsyn mod religionen som en gudsøgende, ifølge den natur (arabisk: fitrah), hvori Gud har skabt mennesket! Guds skabning er uforanderlig. Det er den rette religion; men de fleste mennesker har ingen viden.” [K. 30:30]
Når Koranen siger “ifølge den natur (arabisk: fitrah), hvori Gud har skabt mennesket!” menes der, at alle mennesker pr. natur er født med basis elementer, som vi alle finder sande eller falske. Og det er nemlig denne fitrah der gør os mennesker unikke i forhold til alle andre skabninger, for et eller andet sted kan vi alle relatere til det der er ret og uret.
Det er nemlig dette objektive legeme der adskiller sig betydelig fra vores subjektiv forståelse – det selvom legemet igennem hele vores levetid, vil blive bombarderet af den subjektive opfattelse der strømmer ind via vores sanser. Da dette er hvad vi som mennesker har til fælles, så lad os komme hinanden ved på vilkåret af, at vi alle er ligemænd.
dialog + logik = dialogik
Profeten Irmiya’ [K. 2:259]
Irmiyā’ (navnet skrives også som Armiyā’ eller Urmiyā’ med eller uden madd) profeten Jeremias fra det gamle testamente er ikke nævnt ved navn i Koranen, selvom traditionelle koranfortolkere forbinder ham med sura 2, ayah 259:
Eller som den, der kom forbi en landsby som lå sammenstyrtet på dets tage. Han sagde:
»Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?«
Da lod Allah ham dø i hundrede år og genoplivede ham derefter. Allah sagde:
»Hvor længe har du været her?«
Han svarede:
»Jeg har været her en dag eller noget af en dag.«
Han sagde:
»Nej du har været her i hundrede år, så se din mad og drikke som ikke er rådnet!
Og se dit æsel!
— For Vi vil gøre dig til et tegn for menneskene. —
Og se knoglerne, hvorledes Vi samler dem og derefter beklæder dem med kød.«
Da dette blev klart for ham, sagde han:
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«
Koranfortolkere er til en vis grad uenige om hvem personen under omtaler er. Visse anser at verset omtaler profeten Irmiyā’, andre profeten ‘Uzair og endnu andre anser at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person; det er dog vigtigt ikke at forveksle personen under omtale med al-Khadir. Der har også været uenighed om hvilken by der præcis omtales, selvom størstedelen af koranfortolkerne anser det som nuværende Jerusalem. Det er af min opfattelse at profeten ‘Uzair og Irmiyā’ var ene og samme person og byen under omtale er Jerusalem, som bl.a. fremgår af en overlevering af Imam al-Sadiq,
’Allah bragte døden over profeten Irmiyā’, som så Jerusalems ruiner og dets omgivelser efter Nebuchadnezzar havde invaderet det. Han sagde, ”Hvordan vil Allah give denne liv, efter dens død?!” Så lod Allah ham dø i hundred år, for derefter at genoplivet ham. Han så på sine organer, hvordan de blev bragt sammen og hvordan de blev tildækket med kød. Han så hvordan sine læber og vener blev forbundet til hinanden. Da han satte sig oprejst sagde han, »Jeg ved at Allah er i stand til alt.« [al-Ihtijaj, bd. 2, s. 230, nr. 223]
Historien lyder som:–
Efter at Nebuchadnezzar II havde erobret Jerusalem, brændte hans hær hele byen ned, til der kun var asker tilbage. Ligene af byens beboere blev efterladt til at blive spist af vilde dyr og de overlevende blev taget til fange. Da Irmiyā’ gik forbi byens ruiner, undrede han sig over om sådan et ruineret sted nogensinde kan blive beboet igen og om de efterladte rådne knogler nogensinde vil blive genoplivet. Allah bragte døden over Irmiyā’ og hans æsel og lod dem være skjult for mennesket syn i et hundred år. Da omtrent halvfjerds år var gået, døde Nebuchadnezzar II og blev efterfulgt af Kyros II (i.e. Kyros den Store), som tillod at genopbygge Jerusalem. I løbet af de kommende tredve år blev Jerusalem igen en central by, som blev beboet af mange. Der var nu gået et hundrede år siden Allah lod døden ramme Irmiyā’ og hans æsel.
Da døden kom over Irmiyā’ var det i morgentimerne og da han blev genoplivet var det inden skumringen af solen. En engel i menneskelig skikkelse blev sendt til Irmiyā’ for at spørge, hvor lang tid han havde sovet. Irmiyā’ svarede at have havde sovet en dag eller noget af en dag. Englen fortalte Irmiyā’ at han sandelig havde sovet i et hundred år. Irmiyā’ fandt sig selv i undren og kiggede rundt og så sandelig at den ruinerede by han efterlod, nu var fuldt genopbygget med ting som virkede nyt for ham. Englen bad Irmiyā’ at se til hans mad og drikke i hans taske, som stadig var helt friske som da han efterlod det. Derefter så Irmiyā’ sit æsel, som var blevet til støv og kun knogler var tilbage som tegn på tiden der var gået. Da blev Irmiyā’ bedt om at kigge på knoglerne af sit æsel. Knoglerne, med Allahs vilje, blev forordnet til at blive samlet igen på behørig vis og derefter klædet med kød. Æslet var igen et levende dyr, præcis som da han efterlod det.
Irmiyā’ blev fortalt, at han var blevet gjort til et tegn eller eksempel for de som ikke tror eller ikke ved, hvordan de døde vil blive legemlig genoplivet på Dommens Dag. Da Irmiyā’ havde oplevet alt dette, svarede han, at han indtil nu kun havde kendt til argumentet, men først nu havde han en førstehånds oplevelse af Allahs Almagt over alle ting.
Da Irmiyā’ vendte hjem til sin hjemby, som han forlod for et hundred år siden, så han, at sit barnebarn var blevet en meget gammel mand, mens han selv var halvtreds år gammel. Således blev profeten Irmiyā’ et evig tegn på Allahs Almagt. Det kan afsluttende bemærkes, at da alt dette blev klart for Irmiyā’ svarede han,
»Jeg ved at Allah er i stand til alt.«
og ikke
»Jeg ved (nu) at Allah er i stand til alt.«
Altså var profeten Irmiyā’ klar over Allahs Almagt, men pga. hans undren blev han valgt som tegn eller eksempel for kommende generationer.
Profeter ≠ Imamer ≠ ordniære mennesker
Jeg blev engang konfronteret af en Sunni bror, som spurgte ind til om Shia muslimer anser deres Imamer som værende profeter. Kort herefter spurgte han også ind til om Imamerne var modtagere af åbenbaring. Til dette svarede jeg korrekt at Imamerne hverken var profeter eller modtagere af åbenbaring (wahy). Herefter stillede han spørgsmål ved Imamernes specielle status, både som retledere, ufejlbarlige og som besiddere af særlig viden. I hans verden var mennesker altså enten profeter med specielle egenskaber og i direkte kommunikation med Gud, ellers var de almene mennesker som alle os andre. Inden jeg nåede at svare på hans underen, blev vores samtale afbrudt af andre tilstedeværende.
Siden da har jeg hørt samme spørgsmål i varierende ordlyd, dog alle med samme kernespørgsmål -testen lyder således,
Hvis Shi’a accepterer afslutningen på profetisme (nubuwwah) med Muhammads død, så må al form for kommunikation med det hinsidige også være stoppet med Muhammads bortgang. Således skal folket enten ære ideen om afslutning af profetkaldet og afvise Imamerne eller acceptere Imamerne som profeter og afvise at profetisme afsluttes med Muhammad.
Selvom denne tese ab initio er forkert, afspejler konklusionen en fejlslutning.
Lad os tage fat i rødderne af problemstillingen. Der findes mennesker som befinder sig i et mellemstadie mellem ordinære mennesker og profeter. I Koranen introduceres vi eksempelvis for en person, hvem Gud har givet en speciel viden, hvorfra profeten Moses spørger om hjælp i en ung alder,
”De fandt en af Vore tjenere, som Vi havde vist barmhjertighed fra Os og tildelt viden fra Os…” [K. 18:65-82].
Endnu et andet eksempelvis er personen som var en minister under profeten Salomons herredømme,
”Ham, der havde viden om Skriften,” [K. 27:40].
…hvis formål var at bringe Sabas Dronningens trone fra Yemen til Salomons gård med et enkelt blink med øjet.
En tredje person var kongen Alexander den Store, som var i kommunikation med Gud og var blevet
”vist en vej til alting.” [K. 18:84].
Det disse tre personer har til fælles var, at de ikke var profeter, men var i direkte kommunikation med Gud. Fra et koranisk koncept opdeles mennesker nemlig ikke i ordinære mennesker (du og jeg) versus specielle mennesker (profeter). Interessant nok, opdeles mennesker i Koranen heller ikke i henhold til kriteriet om trosforhold, altså troende versus ikke-troende. Mennesker er i Koranen opdelt i tre kategorier, de troende, de vantro og de der bliver bragt Ham [Gud] nær (al-muqarrabun).
Selvom sidstnævnte kategori kan grupperes samme med de troende, er de så afgørende forskellige fra de ordinære troende, at de i Koranen betegnes i en kategori for sig selv,
”Hvem tilkommer det mest at blive fulgt: Den, der retleder til sandheden, eller den, der ikke kan retlede, med mindre han selv bliver retledt?” [K. 10:35].
Fra et andet perspektiv kan det argumenteres, at nogle troende stræber på at blive retledt af andre troende; som bl.a. omtalt i åbningskapitlet af Koranen,
”Led os ad den lige vej — vejen, der følges af dem, Du har velsignet.” [K. 1:7].
Ved første øjekast antages det umiddelbart at ’de som Gud har velsignet’ er profeter som retleder ordinære troende. Dette argument er kun delvist korrekt, idet Koranen andetsteds beskriver denne velsignede gruppe,
”De, der adlyder Gud og Sendebuddet, skal være sammen med dem, som Gud har velsignet: Profeterne, de sandfærdige vidnerne og de retfærdige. De er godt selskab!” [K. 4:69].
I henhold til dette vers, er fire grupper blandt ’de der er velsignet af Gud’,
1. Profeterne (nabiyyun)
2. De sandfærdige (siddiqun)
3. Vidnerne (shuhada)
4. De retfærdige (salihun)
Bemærk! at de troende i dette vers, under forudsætningen af at de adlyder Gud og Sendebuddet, bliver lovet at være med og ikke fra de retledede!
Velkommen
Velkommen til webloggen shia islam. Jeg vil løbende blogge om emner der (forhåbentlig) er lærerige og interessante fra et shiitisk syn. Håber at du som bruger også vil deltage i debatten – følg dig velkommen til at bidrage med kommentarer og andre bemærkninger på bloggen.
Websiden er valideret og burde opstille indholdet korrekt på din skærm; hvis det skulle være tilfældet at du støder på en bug, så skriv asap ind til mig og rapporter fejlen. Med dette sagt vil jeg ønske dig velkommen og god læsning.